De sidste nyheder fra Murra og den lokale nødhjælpskomite lyder, at de voldsomme regnskyl, der forårsagede jordskred i byen, nu er stoppet. Det regner stadig noget; men på en mere normal måde.
Byen er dog mere eller mindre afskåret fra omverdenen, da jordskred har ødelagt vejen. Transportministeriet har i øjeblikket gravemaskiner i Murra; men arbejdet er vanskeligt, da jorden er meget blød. Man kan kun håbe, at vejen bliver repareret, så kaffehøsten kan bringes ud af området til tørreanlæggene nær Ocotal.
De katastroferamte familier i Murra, der har været evakueret forskellige steder, kan nu begynde at vende tilbage til deres ødelagte huse. Men der venter et større arbejde med at reparere og genopbygge husene, så de kan vende tilbage til et mere normalt liv.
Den indsamling, som venskabsforeningen Amigos de El Doradito organiserede, stopper nu. Den havde til formål at yde akut hjælp i en krisesituation – nu må de mere langsigtede foranstaltninger tage over.
Vi vil gerne sige mange tak for hjælpen til de mange, der har indsat et beløb på kontoen. Det blev i alt til 11.800 kr. De 7785 kr. er blevet overrakt og brugt i Murra. Ifølge nødhjælpskomiteen blev hjælpen brugt til at dække de evakueredes mest akutte behov, dvs. fødevarer, madrasser, tøj samt de ting der tidligere er omtalt.
Det resterende beløb på godt 4000 kr. får komiteen overrakt, når Amigos de El Doradito holder en workshop i Murra den første uge i december. De beløb, der eventuelt løber ind efter den 1. december, vil vi betragte som støtte til de projekter, som Amigos de El Doradito sætter i gang i Murra-området i 2009.
Amigos de Dinamarca. Andreas Eriksen har via en mobiltelefon været i kontakt med folk i nødhjælpskomiteen i Murra. De fortæller, at vores hjælp har vakt stor glæde og taknemmelighed, og man har dannet en lokal venskabsforening, Amigos de Dinamarca (Danmarks Venner). Foreningen er sammensat af forskellige organisationer og kirker i Murra. Man har allerede holdt møde, hvor det er blevet diskuteret, hvordan foreningen skal arbejde, og hvilke projekter den kan være med til at udvikle.
Det er naturligvis en reaktion, som vores forening er glad for. Det lover godt for et lokalt engagement i det fremtidige samarbejde og for den workshop, vi planlægger i øjeblikket.
Workshop i Murra og fremtidsplaner. I november tager Jørgen Peter Kjeldsen og undertegnede til Murra for at lave forskellige opgaver, og i løbet af den første uge i december afholder vi en workshop i Murra. Vi gør det i samarbejde med Andreas Eriksen, som har ordnet det praktiske med nødhjælpen til Murra og Gloria Carrión, den tidligere koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika. Hun er trådt ind i arbejdet omkring El Doradito, hvor hun er en nøgleperson både for anpartsselskabet og for venskabsforeningen med et stort og nyttigt netværk i Nicaragua.
Den omtalte workshop i Murra er på en måde foreningens entré i området. Her vil vi præsentere Amigos de El Doradito, fortælle hvem vi er, og hvad foreningen vil i Murra. Foreningens formål beskriver nogle konkrete områder og opgaver, som vi gerne vil arbejde med og yde støtte til i samarbejde med lokale kræfter (se formål og vedtægter).
Workshoppen skal gerne blive et møde med nogle af de lokale kræfter som f.eks. repræsentanter for kommunen, den lokale bondeorganisation og kirken, samt repræsentanter for uddannelse og sundhed, kvindeorganisationer osv. Det skal give os et billede af, hvilke ressourcer der er til stede i området, som vi kan bygge noget fremtidigt arbejde op med. Forhåbentlig kan workshoppen føre til nogle forpligtende samarbejdsaftaler.
Resultatet af workshoppen skal gerne være, at vi straks kan begynde på den første etape i arbejdet, som er en grundig forundersøgelse. Den skal afklare, hvilke behov der er, hvilke prioriteringer lokalbefolkningen har, og hvilke ressourcer der er til stede.
Forundersøgelsen giver os et redskab og nogle retningslinier til det fremtidige arbejde. Med forundersøgelsen i hånden kan vi forhåbentlig på sigt udarbejde større projektbeskrivelser og søge støtte til at gennemføre dem, hos forskellige fonde og hos Danida.