logo

Nyhedsblog


Om kaffe i tågeskoven

22/03/2011 kl. 11:38 af Jørgen Peter Kjeldsen

Jeg følger altid bloggen Coffee & Conservation med stor interesse (-det er let at gøre “automatisk” via dette RSS-feed). Bloggens skribent Julie Craves har fornylig været på rejse i Nicaragua, og hun aflagde bl.a. finca El Jaguar et besøg.

Kaffe i kanten af tågeskoven, Finca El Jaguar. Fra vort besøg i juli 2009

Kaffe i kanten af tågeskoven, Finca El Jaguar, Jinotega, Nicaragua. Fra vort besøg i juli 2009.


Det har hun skrevet en historie om med titlen Cloud forest coffee at Finca El Jaguar, som jeg kan anbefale at læse.

Finca El Jaguar har siden vort projekt med Finca El*Doradito blev udtænkt været en af hovedkilderne til inspiration.
Fincaen er på ca. 100 ha, hvoraf de 20 ha er kaffe, resten er intakt tågeskov, beskyttet som privat reservat (anerkendt af det nicaraguanske miljøministerium).
Ejerne, Lili og Georges Duriaux–Chavarría, er stærkt engagerede i naturbeskyttelse, men vil naturligvis også gerne kunne dyrke en god kaffe.
På grund af de klimatiske forhold i området hvor fincaen ligger, er El Jaguar dækket af tåge nogle timer hver dag – og mange gange hele dagen. Lysintensiteten og fugtigheden tillader derfor ikke, at kaffen dyrkes under skyggetræer – ialfald ikke med et særligt stort skyggeareal. Derfor kan kaffen ikke certificeres under den i Amerika meget eftertragtede “Bird-Friendly” certificering (administreret af Smithsonian National Zoo). For meget skygge omkring kaffeplanterne ville betyde store problemer med svampesygdomme og formindsket udbytte.
I stedet har man på El Jaguar valgt at lade 80% af ejendommen ligge som skovreservat. Desuden indbyder Lili og Georges aktivt til, at eksempelvis biologi-studerende kan komme og lave feltstudier af biodiversiteten på fincaen, og der har de sidste 10 år foregået masser af spændende studier, som bl.a. har ført til, at området af BirdLife International er udpeget som Important Bird Area (én af 33).
Fincaen fungerer også som et (lille) hotel/økolodge, med to komfortable hytter og særdeles personlig betjening. Det er ikke noget masseturisme-sted, og det er absolut nødvendigt at reservere i forvejen. Til gengæld kan man være sikker på en engageret rundvisning og information om alle aspekter af kaffedyrkningen og naturbeskyttelsen.
Fincaen er certificeret efter Rainforest Alliance-programmet. I modsætning til hvad mange tror, er en Rainforest Alliance-certificering ikke ensbetydende med økologi, og på El Jaguar har man faktisk netop forladt den økologiske certificering, fordi det i praksis er meget vanskeligt at tilføre kaffen tilstrækkelig næring, hvis man dyrker efter rent økologiske principper.
I artiklen nævner Julie, at der i øjeblikket er mange kaffedyrkere i Nicaragua, som opgiver økologien, fordi kravene er blevet skærpet. Hun lover også at bringe mere information om emnet i en kommende blog-artikel.
På Coffee & Conservation er der en samlet oversigt over de fleste af de gængse certificeringsordninger (i USA).

Jeg fornemmer klart, at vi i Finca El*Doradito kommer til at forholde os til nogle af de samme problemstillinger, som man har måttet konfrontere på El Jaguar, både hvad angår proportionen af skyggedække over kaffen og økologi eller ikke økologi. Deres tilgang til turisme minder også om det, vi efterstræber. Jeg er sikker på, at El Jaguar også i fremtiden vil kunne inspirere os – og andre ligesindede – og det er herligt at en så læst hjemmeside som Coffee & Conservation har valgt at sætte fokus på dette fine sted.

Første hus på fincaen!

01/03/2011 kl. 15:40 af Jørgen Peter Kjeldsen

Endelig har vi fået bygget det første hus på fincaen. Ganske vist kun et redskabsskur, men ikke noget helt ringe skur!

Udsigten fra redskabsskuret er milevid mod syd.

I december fik vores administrator Denis Blandón savet et par døde træer på fincaen op i egnede tømmer- og bræddedimensioner, som er blevet samlet til dette skur, hvor vi opbevarer fincaens redskaber.
Både vi og vores nicaraguanske bestyrelse var imponerede over, hvor meget hus der kom ud af det budgetterede beløb. Vi sysler nu med tanker om at forbedre skuret, så det kan bruges til overnatning – så vi har et sted at opholde os, når vi besøger fincaen, indtil vi får bygget et større hus. Som det er nu, har skuret blot jordgulv, så næste skridt bliver at få støbt et betongulv.
Se flere fotos af det fine redskabsskur i galleriet her.

TEKSTER & BILLEDER:
© Finca El*Doradito ApS. 2007-15
Layout J.P. Kjeldsen, ornit.dk
 
Finca El*Doradito ApS. · · · Højstrupvej 9, 7741 Frøstrup · · · Telf.: 4159 6539 · · · Email: (klik her)