logo

Nyhedsblog



Danida bliver i Nicaragua

10/01/2010 kl. 10:41 af Jørgen Peter Kjeldsen

I et interview med Søren Vøhtz, Danmarks ambassadør i Nicaragua, lagt på u-landsnyt.dk i dag, forsikrer ambassadøren, at Danidas gradvise nedskæring af støtten til Nicaragua over de seneste år ikke skal tolkes som en udfasning af Danmarks engagement i landet. Rammebeløbet er skåret fra 172 millioner kr. i 2008 over 140 millioner i 2009 til 135 millioner kr. i år, samtidig med at en stor del af pengene er omfordelt fra at være støtte til regeringsapparatet til at gå til civilsamfunds-organisationer.

Privatsektorprogrammet, som har kørt i nogle år, betegnes som en succes, som har bidraget til at skabe vækst og arbejdspladser, ifølge ambassadøren. Dette program vil fortsætte.

Omlægningen af støtten sker delvist som en reaktion på hvad mange opfatter som udemokratiske tilstande i landet. Visse kredse har tolket nedskæringerne som, at der er indledt en tilbagetrækningsproces, men “Danmark har klart givet udtryk for, at vi fortsat ønsker at bidrage til fattigdomsbekæmpelse og udvikling af demokratiet i Nicaragua. Havde vi taget en beslutning om at være på vej ud, ville vi ikke have lagt så stort et arbejde i omlægningen“, siger Søren Vøhtz i interviewet.

TEKSTER & BILLEDER:
© Finca El*Doradito ApS. 2007-15
Layout J.P. Kjeldsen, ornit.dk
 
Finca El*Doradito ApS. · · · Højstrupvej 9, 7741 Frøstrup · · · Telf.: 4159 6539 · · · Email: (klik her)