logo

Nyhedsblog


Nødhjælp overrakt til beredskabet i Murra

18/10/2008 kl. 00:14 af Mie Buus

Andreas Eriksen er tilbage i Managua efter turen nordpå, hvor han dog ikke kunne komme helt ud til Murra. I Ocotal, provinshovedstaden, mødtes han med to medlemmer af Comité de emergencia, det lokale nødberedskab, som var kommet igennem med lastbil fra Murra. De afleverede en officiel henvendelse til Andreas.
Det var udformet som en anmodning om hjælp fra Amigos de El Doradito. I brevet stod beskrevet, hvilken hjælp der var brug for. Den omfattede fødevarer, medicin mod diarré, børnetøj, plastik til at beskytte mod regnen og til nødtørftig reparation af huse og utætte tag, blikplader til at bygge skure med og til at reparere huse med. De ønskede også telte til genhusning af de evakuerede. Men det frarådede Andreas, da man har fundet midlertidige opholdsteder i byen. Telte er kostbare og svære at anvende til noget fornuftigt bagefter.
Men det skal understreges, at vi overlader det til det lokale beredskab at administrere hjælpen. Det er dem, der bor og lever med katastrofen, og de er valgt til at løse opgaven. Beredskabet består af en gruppe borgere fra forskellige organisationer, kirker, foreninger og institutioner i byen – folk som man har tillid til.
Andreas kunne overrække en sum på 27.420 Córdobas – hvilket svarer til 1400$ eller 7785 kr.
Beredskabet har forpligtet sig til at foretage de fornødne indkøb så lokalt som muligt og inden den 1. november. De har naturligvis kvitteret for hjælpen, og lovet at give en redegørelse for anvendelsen af hjælpen.
Andreas berettet, at man er taknemlige for hjælpen og sender mange hilsner til vennerne i Danmark. De vil forsøge at sende fotos fra Murra, og den lokale meddeler af nyheder vil sende nogle historier. Det lægger vi naturligvis på hjemmesiden når det kommer frem via Andreas.
Regnen er stillet af i Murra. Til gengæld regner det stærkt mange andre steder i Nicaragua lige nu, bl.a. i Managua; men også på Atlanterhavskysten.

Hjælpen er undervejs til Murra

14/10/2008 kl. 17:17 af Mie Buus

Allerede torsdag den 9. rundede indsamlingen de 1000 dollars, som vi havde sat som mål.
Det var meget flot, synes vi, og til alle der har støttet indsamlingen: en rigtig stor TAK!
“Vor mand i Nicaragua” Andreas Eriksen er i dette øjeblik ved at overdrage hjælpen til det lokale beredskab i Murra, hvor Comité de Emergencia vil tage sig af det praktiske ved at fordele hjælpen til de familier, der er hårdest ramt.
De sidste dage har Murra ikke figureret i avisoverskrifterne i Nicaragua. Det kan betyde, at regnen og de forfærdelige jordskred er stoppet; men det kan også betyde at aviserne blot har flyttet fokus til andre steder og begivenheder.
Når Andreas kommer tilbage og aflægger rapport om, hvordan det er gået, følger vi op med en fyldig beskrivelse – måske sidst på ugen.

Murra uden vand, lys eller medicin

08/10/2008 kl. 09:55 af Mie Buus

-overskrift i avisen La Prensa igår den 7/10. Videre fortæller avisen: Murra, et af de samfund der er værst ramt af regnen, står i en forfærdelig situation, efter at de har oplevet 14 jordskred. 39 huse er styrtet sammen eller delvist ødelagte. Ifølge civilforsvaret har Murra været uden elektricitet i 3 dage og uden ordentligt drikkevand i 7 dage.

Vejen der fører til Murra er i en tilstand, der ikke lader almindelige køretøjer passere, og de små dagligvarebutikker er praktisk talt uden forsyninger.

De 221 evakuerede har stadig mad; men den medicin, der skal opbevares nedkølet, bliver ødelagt.

El Nuevo Diario om situationen i Murra

08/10/2008 kl. 09:31 af Mie Buus

Huse i stor fare for at blive ramt af jordskred.Den 6/10 skriver dagbladet El Nuevo Diario i denne artikel, at problemerne i Murra fortsætter. En kvinde, Maria Elsa García, som er mor til 3 børn og blandt de evakuerede familier, beskriver til avisen hvordan hun oplevede katastrofen:
“Da vi så jordskråningerne skride ned mod husene, løb vi ud. Det er ikke let at forlade sit hjem og søge andre steder hen for at få husly. Selvom det var et gammelt hus, levede vi godt der“, fortæller hun klagende.
“Efter nogle timers voldsom regn begyndte der at strømme vand ned ad bjerget, som fik skråningerne ved husene til at skride. Det er første gang at noget sådant sker i de 10 år vi har boet her“.

De personer, som avisen har talt med, klager over at de kommunale myndigheder ikke informerer om, hvad de har tænkt sig at gøre for at hjælpe befolkningen.

Billedet er fra artiklen i El Nuevo Diario.

Opdatering: situationen i Murra

07/10/2008 kl. 08:45 af Mie Buus

De voldsomme regnskyl, der startede for nogen tid siden, forårsager stadig store problemer i Murra.
Jordskred har ramt sundhedscenteret.For et par dage siden gik det bl.a. ud over det nye sundhedscenter, der blev ramt af et jordskred, og alle der opholdt sig på stedet måtte i al hast flygte ud af bygningen (se billedet).
De er dog alle blevet evakueret på jordmodercentret.
De sidste nyheder fra Murra den 6/10 siger, at der er 108 voksne og 60 børn i alderen fra 0 til 8 år, som er berørt af situationen. Fra katastrofeberedskabet melder de, at der bl.a. er behov for ting som lommelygter, regnslag, børnetøj, telte, pulvermælk, stearinlys, tæpper og medicin til børn mod diarre.

Hovedgaden i El Rosario. Foto: Andreas Eriksen.I landsbyen El Rosario, som ligger endnu længere ude end Murra og nærmere vor egen kaffejord, er 4 huse skyllet væk af floden (billedet fra El Rosario er fra en tidligere lejlighed).

Indsamlingen. Venskabsforeningen Amigos de El Doradito har allerede fået mange positive tilbagemeldinger på den indsamling, der startede i weekenden. Gloria Carrión og Andreas Eriksen er i kontakt med det lokale nødberedskab og andre relevante kræfter i Murra for at organisere den tiltrængte hjælp, som vi forhåbentlig snart kan sende derud. Men vi opfordrer fortsat alle til at yde hjælp til de nødstedte familier ved at sætte et beløb – stort eller lille – ind på vores konto i Merkur Bank 8401 1094384 (de fire første cifre er bankens registreringsnummer). Støtteindbetalingen må gerne være mærket nødhjælp.

Baggrund. Den 29. september bragte avisen La Prensa artiklen “Murra lanza SOS por fuertes inundaciones“. For spansk-kyndige kan artiklen læses her. For de som ikke forstår spansk kan siden læses via Google Translate – som dog giver en til tider ikke helt letforståelig tolkning af teksten. Artiklen var et nødråb – et SOS til omverdenen om hjælp.
Endnu har jordskred og oversvømmelser ikke kostet menneskeliv; men i nogle bydele er mange huse blevet ødelagt af jordskred, og de familier der boede i husene er flygtet, fordi det er for farligt at opholde sig der.
Avisen har en historie om Oscar Castellano, en af indbyggerne i bydelen Félix Ventura, i Murra. Han fortæller at han pludselig måtte evakuere hele sin familie og hjælpe sine naboer, da jorden begynder at skride på de stejle skråninger omkring husene. Folk er simpelthen bange for at dø under bjerge af mudder.
Jordskred har ramt huse i Murra.Det forholder sig nemlig således, at Murra ligger i bunden af en snæver dal med stejle bjergskråninger omkring. Når jorden på skråningerne kommer i bevægelse, er der fare for at både huse og folk bliver begravet i mudder og nedstyrtede træer.
Byens vandforsyning mudrer til, og det beskidte vand står op omkring husene og skaber et sundhedsfarligt miljø.

Der er ikke mange billeder fra Murra – det er simpelthen svært for pressen af komme derud; men vi har her lagt et par stykker på, der illustrerer nogle af ødelæggelserne (lånt fra avisen El Nuevo Diario).

Nødhjælp til Murra!

04/10/2008 kl. 12:52 af Mie Buus

Regntid i Murra. Foto: Mie Buus.Familie fra Murra. Foto: Mie Buus.Fra vore venner Gloria Carrión og Andreas Eriksen i Nicaragua har vi fået triste informationer om, at Murra-området er blevet ramt af usædvanligt voldsomme regnskyl, der har forårsaget store ulykker. Mange huse er helt eller delvist styrtet sammen – 33 familier er blevet evakuerede i den lokale kirke, politihovedkvarteret eller familiecentret. I alt er 136 personer direkte berørt af ulykkerne.
Mie hilser på mor og barn. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.Fra tidligere besøg i Murra ved vi, at det er et område hvor regn kan forårsage store problemer – nogle gader oversvømmes og vejene bliver ufremkommelige en tid; men de aktuelle regnskyl er usædvanlige både i styrke og varighed.
Venskabsforeningen Amigos de El Doradito opfordrer derfor alle til at yde hjælp til de nødstedte familier ved at sætte et beløb – stort eller lille – ind på vores konto i Merkur Bank 8401 1094384 (de fire første cifre er bankens registreringsnummer). Støtteindbetalingen må gerne være mærket nødhjælp.
Gennem vore venner i Nicaragua vil vi sørge for, at hjælpen kommer frem hurtigt og direkte.
Dreng med slangebøsse, Murra. Foto: Mie Buus.Legende børn, Murra. Foto: Mie Buus.Her på hjemme­siden vil vi infor­mere løbende om begi­ven­he­derne, og hvor­dan situa­tio­nen udvikler sig i Murra.

(Billederne vi viser her er fra et tidligere besøg i området, januar 2007).

Murra-området anerkendt internationalt!

08/09/2008 kl. 21:29 af Jørgen Peter Kjeldsen

Forslag til Nicaraguas Important Bird Areas.

Kort med de foreslåede IBA-områder i Nicaragua – Murra-området indrammet med rødt.

Det er lige gået op for mig, at Murra-området (og dermed El Doradito-området) er udpeget som – i det mindste kandidat til – “Important Bird Area” under den internationale fugle­be­skyt­tel­ses­orga­ni­sation BirdLife Inter­nationals “IBA-program”.

Programmet har bl.a. til formål at – ud fra saglige kriterier – udpege de enkelte landes vigtigste fugle­områ­der, og hvis ikke områ­derne er under­lagt beskyt­tel­ses­foran­stalt­ninger i forvejen, så at udøve lobby-virk­somhed overfor landenes rege­ringer for at beskytte disse områder, eventuelt at etablere egentlige reservater.

Rapport om fuglediversitet i skyggekaffeplantager.

Rapporten om fuglediversitet i skyggekaffeplantager, udgivet af MS og UNAG i 2003.

Forslaget om at Murra-området skal være et af Nicaraguas IBA-områder fandt jeg i denne rapport fra 2006 (på spansk), hvor biologer fra to af Nicaraguas førende naturbeskyttelsesorganisationer, ALAS og Fundación Cocibolca, gennemgår egnede kandidater til en sådan liste. Udpegningen af Murra sker på baggrund af en rapport (også på spansk! – den der er afbildet til højre) jeg lavede for bondeorganisationen UNAG, da jeg arbejdede i Nicaragua i 2003, om fuglediversitet i skyggekaffeplantager. Under dette arbejde fandt jeg tre af de ni rødlistede fuglearter, som optræder i Nicaragua, i Murra-området, foruden flere “regionale endemer”, altså arter som kun findes i en meget begrænset geografisk udbredelse.

UNAG har aldrig rigtig brugt rapporten (som skulle hjælpe dem med at markedsføre kaffen som “bird-friendly coffee“), men det kan glæde mig, at den så i det mindste har fundet anvendelse på denne vis.

Der er i øjeblikket ikke oprettet reservater i Murra-området. Og jeg har ikke kunnet opspore, om BirdLife International har ophævet rapportens forslag til deres officielle liste – hjemmesiden om IBA-programmet i Latinamerika er ikke blevet opdateret i lang tid. Men der er ingen tvivl om, at vi i Finca El*Doradito Aps. kan bruge udpegningen som argument, når vi skal søge om at få vores jord registreret i det nicaraguanske miljøministeriums program for private reservater.

Kaffeexport fra Nicaragua og Mellemamerika

07/09/2008 kl. 17:41 af Jørgen Peter Kjeldsen

Ifølge denne artikel i El Nuevo Diario (på spansk!) så nåede den samlede export af kaffe fra Nicaragua efter den seneste høstsæson 2007/08 op på 1,48 millioner sække á 60 kg.
Det sammenholdes i artiklen med tallene fra de øvrige lande i Mellemamerika: Guatemala 4 millioner sække (rekordhøst)
Honduras 3,47 millioner sække
El Salvador 1,41 millioner sække
Costa Rica 1,37 millioner sække.

Guatemala og Honduras ligger altså i en liga for sig, mens der ikke er stor forskel på produktionen i Costa Rica, El Salvador og Nicaragua. Artiklen slår især på, at Nicaragua overgik Costa Rica i dette års export (der er et meget udtalt “lillebror-syndrom” i nicaraguanernes forhold til Costa Rica).

En anden artikel bringer den glædelige nyhed, at værdien af Nicaraguas samlede eksport i første halvår 2008 er steget med 30% i forhold til samme periode 2007; fra 677 millioner $ til 910 millioner $ (faktisk er det 34%, hvis ellers tallene er rigtige). Den samlede eksport for 2008 forventes at nå op over 1,5 milliarder $. Kaffe ligger på førstepladsen over de vigtigste exportartikler.
I den kommende høstsæson kommer produktionen fra Finca El*Doradito til at bidrage med nogle ganske få sække til statistikken…

Tanker om udviklingsbistand

01/09/2008 kl. 16:02 af Jørgen Peter Kjeldsen

Svens blog om Nicaragua på bistand.Under overskriften “Nicaragua på bistanden” skriver Sven Gårn den 30. august på sin Nicaragua-blog et langt indlæg, som analyserer Verdensbankens og andre vestlige donorers bistand til Nicaragua over de seneste 10-15 år.
Citat fra artiklen: “Når man kører rundt på landet i Nicaragua er det sjældent man møder et vejskilt, der fortæller hvor man er. Men det gør ikke noget – selv den mindste landsby har et projektskilt, der fortæller at CARE har bygget latriner, at Verdensbanken har repareret broen eller at EU har bekymret sig for moderdødeligheden på stedet. Mange gange nævner den glade donor ikke kun sig selv, men også navnet på stedet, og så kan man se, om man er på rette vej. Ved større byer er det en hel skov af projektskilte, der byder en velkommen.
Nicaragua er et land på bistand.
”
“Fra 1994 til 2006 modtog Nicaragua 3,5 milliarder dollars i gavebistand og 3,8 milliarder dollars i lånebistand. 7,3 milliarder dollars i alt. Det er ganske mange penge i Nicaragua, ca. 14% af landets samlede bruttonationalprodukt igennem disse 13 år.”
“I samme periode faldt andelen af ekstremt fattige i landet med en tiendedel. [...] Hvorfor har bistanden ikke gjort mere for at afskaffe fattigdommen i Nicaragua?”

Ja, hvorfor ikke? Til trods for at der i løbet af den samme årrække er konstateret en ganske imponerende vækst, og Verdensbanken derfor kan erklære sig tilfreds med effekterne af støtten til Nicaragua – væksten kan illustreres med, at bruttonationalproduktet var på 340 $ pr. indbygger i 1990, stigende til 1092 $ i 2006 – har det ifølge Sven Gårn ikke haft en større afsmittende effekt på Nicaraguas fattigste befolkning, bl.a. fordi at en god del af de mange bistandsmillioner er blevet brugt til at redde Nicaraguas finansielle overklasse ud af en selvskabt spekulationskrise. Verdensbankens program ville skabe en markedsøkonomi baseret på rige erhvervsfolk organiseret i aktieselskaber, fremfor på bønder og håndværkere organiseret i andelselskaber. “Det man havde at arbejde med, var en samling halvfeudale godsejere, der havde næret deres uvirkelige drømme om hævn og klassehad igennem ti års eksil i Miami, og en bande ikke-længere-særligt-idealistiske statsfunktionærer, der havde mishandlet økonomien under 10 års sandinistisk styre. For at få disse grupper til sammen at indtage deres rolle i et lovstyret, globaliseret, markedsreguleret verdensbanksdemokratur krævede det en milliardbestikkelse og en gennemkorrupt privatisering af statens vigtigste aktiver, og det gennemførte man. Og man måtte redde denne vordende klasse fra af at begå selvmord gennem en korrupt finans-krise, der ville have knust ethvert borgerskabs vigtigste institutioner, dets banker, inden klassen overhovedet havde nået at konsolidere sig. Pris: 2,4 milliarder.”

Ifølge regnestykket i Sven Gårns indlæg har der af teoretiske 60 dollars om måneden til hver nicaraguansk familie (hvis man forestillede sig, at udviklingshjælpen var blevet fordelt ligeligt) kun været 8 dollars at gøre godt med. Men dertil kommer 20 fra NGOerne. Så en af pointerne er, at NGOerne spiller en meget stor rolle i mange af landets fattige distrikter, så stor, “at de reelt har sat staten i skyggen…”
Sven Gårn nævner nogle eksempler på, at NGOernes arbejde har haft en vis gennemslagskraft, på trods af at de har arbejdet stik imod den officielle verdensbank-kurs. Et af eksemplerne (som måske interesserer læserne af denne blog mest) er de NGOer, der arbejder med Fair Trade, og som “har finansieret opbygningen af et konsortium af kooperativer (andelsseskaber), der samler 6-7.000 bønder og i 2005 eksporterede 15% af landets kaffe. 3.000 af dem producerer økologisk kaffe, og de står for 90% af Nicaraguas eksport af økologisk kaffe. Dele af kooperativbevægelsen har således udviklet væsentlig markedstilstedeværelse og rentabilitet – så væsentlig, at mange donorer i “verdenssamfundet” endda er blevet tvunget til at forlade 90ernes ideologiske skræk for ordet kooperativ, og nu gerne vil finansiere dem.”

Jeg vil opfordre til, at man læser argumenterne selv, hvis man interesserer sig for Nicaragua og for udviklingspolitik. En del af formuleringerne kan måske virke lettere bombastiske, og jeg tør ikke udtale mig om regneeksemplernes gyldighed. Men indlægget er under alle omstændigheder tankevækkende – hvilket i det hele taget gælder hele Svens blog, som netop er karakteriseret ved at indeholde lange gennemarbejdede reflekterende indlæg, fremfor de korte blogindlæg præget af stemninger og øjebliksbilleder, som er det typiske i størstedelen af “blogosfæren”…
Sven Gårn er en (meget velskrivende!) journalist, som bor i Managua og arbejder for bl.a. Mellemamerika-komiteen.

Levende billeder

30/05/2008 kl. 16:48 af Jørgen Peter Kjeldsen

Bestyrelsesmedlem i Finca El*Doradito Aps., Kjeld B. Nielsen, er også på anden måde engageret i Nicaragua og kaffe – nemlig i initiativet Kirkekaffe.
Tidligere på året var han i den anledning i Nicaragua, og det er der kommet et par film ud af, sendt på TV2/ØSTJYLLAND i programserien “Tro på”.
Udsendelserne varer hver knap en halv time. Den første udsendelse “Tak for kaffe” fortæller om baggrunden for Kirkekaffe-initiativet, og viser hvordan det udvidede fair trade-princip gavner bondefamilierne organiserede i et kooperativ i El Coyolar nær Matagalpa.
Udsendelse om kirkekaffens tilblivelse i Nicaragua, maj 2008.Den anden udsendelse “Der hvor kirkekaffen gror” fortæller bredere om produktionsforholdene og de sociale forhold i kafferegionerne i Nicaraguas højland (og nævner også lige miljø-vinklen).
Jeg kan kun anbefale filmene, hvis man gerne vil se lidt levende billeder af landskaber, mennesker og plukning og forarbejdning af kaffen.
Filmene kan ses ved at klikke på ovenstående links (kræver, at man har installeret det rigtige plugin i sin browser).

TEKSTER & BILLEDER:
© Finca El*Doradito ApS. 2007-15
Layout J.P. Kjeldsen, ornit.dk
 
Finca El*Doradito ApS. · · · Højstrupvej 9, 7741 Frøstrup · · · Telf.: 4159 6539 · · · Email: (klik her)