Nyhedsblog

Under overskriften “Nicaragua på bistanden” skriver Sven Gårn den 30. august på sin Nicaragua-blog et langt indlæg, som analyserer Verdensbankens og andre vestlige donorers bistand til Nicaragua over de seneste 10-15 år.
Citat fra artiklen: “Når man kører rundt på landet i Nicaragua er det sjældent man møder et vejskilt, der fortæller hvor man er. Men det gør ikke noget – selv den mindste landsby har et projektskilt, der fortæller at CARE har bygget latriner, at Verdensbanken har repareret broen eller at EU har bekymret sig for moderdødeligheden på stedet. Mange gange nævner den glade donor ikke kun sig selv, men også navnet på stedet, og så kan man se, om man er på rette vej. Ved større byer er det en hel skov af projektskilte, der byder en velkommen.
Nicaragua er et land på bistand.”
“Fra 1994 til 2006 modtog Nicaragua 3,5 milliarder dollars i gavebistand og 3,8 milliarder dollars i lånebistand. 7,3 milliarder dollars i alt. Det er ganske mange penge i Nicaragua, ca. 14% af landets samlede bruttonationalprodukt igennem disse 13 år.”
“I samme periode faldt andelen af ekstremt fattige i landet med en tiendedel. [...] Hvorfor har bistanden ikke gjort mere for at afskaffe fattigdommen i Nicaragua?”

Ja, hvorfor ikke? Til trods for at der i løbet af den samme årrække er konstateret en ganske imponerende vækst, og Verdensbanken derfor kan erklære sig tilfreds med effekterne af støtten til Nicaragua – væksten kan illustreres med, at bruttonationalproduktet var på 340 $ pr. indbygger i 1990, stigende til 1092 $ i 2006 – har det ifølge Sven Gårn ikke haft en større afsmittende effekt på Nicaraguas fattigste befolkning, bl.a. fordi at en god del af de mange bistandsmillioner er blevet brugt til at redde Nicaraguas finansielle overklasse ud af en selvskabt spekulationskrise. Verdensbankens program ville skabe en markedsøkonomi baseret på rige erhvervsfolk organiseret i aktieselskaber, fremfor på bønder og håndværkere organiseret i andelselskaber. “Det man havde at arbejde med, var en samling halvfeudale godsejere, der havde næret deres uvirkelige drømme om hævn og klassehad igennem ti års eksil i Miami, og en bande ikke-længere-særligt-idealistiske statsfunktionærer, der havde mishandlet økonomien under 10 års sandinistisk styre. For at få disse grupper til sammen at indtage deres rolle i et lovstyret, globaliseret, markedsreguleret verdensbanksdemokratur krævede det en milliardbestikkelse og en gennemkorrupt privatisering af statens vigtigste aktiver, og det gennemførte man. Og man måtte redde denne vordende klasse fra af at begå selvmord gennem en korrupt finans-krise, der ville have knust ethvert borgerskabs vigtigste institutioner, dets banker, inden klassen overhovedet havde nået at konsolidere sig. Pris: 2,4 milliarder.”

Ifølge regnestykket i Sven Gårns indlæg har der af teoretiske 60 dollars om måneden til hver nicaraguansk familie (hvis man forestillede sig, at udviklingshjælpen var blevet fordelt ligeligt) kun været 8 dollars at gøre godt med. Men dertil kommer 20 fra NGOerne. Så en af pointerne er, at NGOerne spiller en meget stor rolle i mange af landets fattige distrikter, så stor, “at de reelt har sat staten i skyggen…”
Sven Gårn nævner nogle eksempler på, at NGOernes arbejde har haft en vis gennemslagskraft, på trods af at de har arbejdet stik imod den officielle verdensbank-kurs. Et af eksemplerne (som måske interesserer læserne af denne blog mest) er de NGOer, der arbejder med Fair Trade, og som “har finansieret opbygningen af et konsortium af kooperativer (andelsseskaber), der samler 6-7.000 bønder og i 2005 eksporterede 15% af landets kaffe. 3.000 af dem producerer økologisk kaffe, og de står for 90% af Nicaraguas eksport af økologisk kaffe. Dele af kooperativbevægelsen har således udviklet væsentlig markedstilstedeværelse og rentabilitet – så væsentlig, at mange donorer i “verdenssamfundet” endda er blevet tvunget til at forlade 90ernes ideologiske skræk for ordet kooperativ, og nu gerne vil finansiere dem.”

Jeg vil opfordre til, at man læser argumenterne selv, hvis man interesserer sig for Nicaragua og for udviklingspolitik. En del af formuleringerne kan måske virke lettere bombastiske, og jeg tør ikke udtale mig om regneeksemplernes gyldighed. Men indlægget er under alle omstændigheder tankevækkende – hvilket i det hele taget gælder hele Svens blog, som netop er karakteriseret ved at indeholde lange gennemarbejdede reflekterende indlæg, fremfor de korte blogindlæg præget af stemninger og øjebliksbilleder, som er det typiske i størstedelen af “blogosfæren”…
Sven Gårn er en (meget velskrivende!) journalist, som bor i Managua og arbejder for bl.a. Mellemamerika-komiteen.