logo

Nyhedsblog


Læseværdig bog

07/09/2007 kl. 15:39 af Jørgen Peter Kjeldsen

Bog om udvikling i Nicaragua.I vinters udkom en bog om Nicaragua, som jeg nu har haft lejlighed til at læse. Det sker ikke så tit, at der kommer en ny bog på dansk om Nicaragua, så det var med en hel del spænding, at den blev læst. Bogen kan anbefales som en god tankevækker – uanset om man er enig eller ej med forfatteren.

“Udviklingsbedraget” af Christian Kaarsberg, Forlaget Sacirema, ISBN 87-991627-0-9.

Da jeg hørte bogens titel første gang, troede jeg, at her var nok en kritik af endnu et fejlslået udviklingsprojekt, men det handler bogen ikke om. Forfatteren har selv arbejdet på et IBIS-projekt i den tørre zone langt ude på landet i León-provinsen (-langt fra El Doradito og i et helt andet miljø!), men det er yderst begrænset, hvad bogen fortæller om det konkrete indhold i dette projekt. Nej, bedraget består i den “kreative” ompostering af penge, Nicaragua fik som international hjælp efter orkanen Mitch i 1998. Daværende præsident Arnoldo Alemán og hans håndgangne mænd lænsede statens finanser for 500 millioner dollars til private konti, i stedet for at investere beløbet i bekæmpelse af fattigdommen. Alemán er senere dømt for dette bedrageri, men den institutionaliserede korruption lever videre i bedste velgående. (Alemán har dog også kun siddet i mild husarrest, idet han med lægeerklæringer har kunnet “dokumentere”, at hans helbred ville lide skade af at være indespærret i et fængsel. Manden er også stadig leder af det liberale parti, og holder jævnligt møder med sandinisternes Daniel Ortega)… Yderligere er det bogens påstand, at befolkningen i fattige lande som Nicaragua fastholdes i fattigdom, fordi internationale handelsaftaler gør det umuligt for bønderne at konkurrere på lige vilkår – et velkendt faktum. “Det er til at blive vanvittig af”, som en af bogens sympatiske interview-personer udtrykker det.

Christian Kaarsberg antyder, at der blandt Nicaraguas fattige har udviklet sig en kultur af “bistandsmodtagere”, som ikke for alvor er motiverede til at gøre en indsats for at tjene til dagen af vejen – der kommer jo altid fødevarehjælp, hvis (når) høsten slår fejl. Han refererer også til uddannede nicaraguanere, der mener, at sådan vil det altid være. “Nicaragua er og bliver en bananrepublik”.

Man kan være enig eller uenig i bogens analyse af sammenhænge og dybereliggende årsager, men det er en uomtvistelig kvalitet og en charme ved bogen, at al den teoretiske snak bliver sat i relief af farverige skildringer af de mennesker i Achuapa, Christian Kaarsberg boede imellem i et par år. Der refereres til mangen en indholdsrig samtale på plastikstolene foran doña Cándidas hus over en kop kaffe, hvor både den lokale landbysladder og verdenssituationen bliver vendt. Det giver et fint indblik i, hvordan mennesker i en fattig støvet landsby langt fra der, hvor beslutningerne tages, oplever verden, og et indblik i kulturen, hvor næsten alt i dagligdagen er bestemt af familiemæssige og politiske relationer. Denne del af bogen er “som at være der selv”, hvis man har et forhold til livet på gaden i nicaraguanske småbyer…

På Ibis’ hjemmeside er der en detaljeret anmeldelse af bogen, skrevet af Hans Peter Dejgaard, som selv var med til at starte udviklingsprojektet i Achuapa for 25 år siden. Men som nævnt giver bogen ikke megen indblik i konkret udviklingsarbejde på gulvet så at sige. Så hvis det er det man gerne vil læse om, er det nok ikke denne bog man skal have fat i….

Gode links

27/05/2007 kl. 17:51 af Jørgen Peter Kjeldsen

Nyt her på Finca El*Doraditos hjemmeside er en side med links.

I første omgang er der nævnt nogle gode sider som omhandler kaffe og miljø-problematikken samt Wikipedia-leksikonopslaget om Nicaragua. Hen ad vejen vil vi tilføje flere.

Her vil jeg specielt henlede opmærksomheden på webloggen Coffee & Conservation, som er en guldgrube af baggrundsinformation og links om skyggekaffe-plantager som levested for fugle og dyr. Desuden er der nyheder om biologisk forskning på området, boganmeldelser, anmeldelser af miljøvenlig kaffe på markedet (det amerikanske), kommentarer til politik som har indflydelse på den økologiske bevægelse osv.
Siden er skrevet af en kaffeelskende ornitolog fra University of Michigan.

Et godt kort

16/03/2007 kl. 16:15 af Jørgen Peter Kjeldsen

Området omkring Matagalpa.

Da jeg var i Nicaragua i januar-februar, blev jeg præsenteret for et helt nyt kort over landet. Det drejer sig om langt det bedste kort, jeg nogensinde har set over Nicaragua. Målestokken er såmænd kun 1:500.000, men kortet har langt flere detaljer end andre kort på markedet. Bemærk bl.a. kaffebønnerne på det viste udsnit, som markerer kaffedyrkningsområder. Kortet udgives af et tysk foretagende som hedder Mapas NaTurismo, og kan bestilles via deres hjemmeside.

Kortet er trykt på et kraftigt papir, som virker slidstærkt. Prisen er beskedne 7 €, 8 $ eller 5,50 £ plus forsendelsesomkostninger.

Firmaet udgiver også bøger, bl.a. en ny bog om Mellemamerikas krybdyr, som ser spændende ud.

Turismepotentiale

08/03/2007 kl. 08:58 af Jørgen Peter Kjeldsen

Turismepotentiale.

Til inspiration, med henblik på udviklingen af de forskellige potentialer for Finca El Doradito, kan man kigge på hjemmesiden Bio-Nica Biblioteca Virtual – Ecoturismo, hvor der præsenteres en række rapporter – på spansk! – som analyserer mulighederne for økoturisme på nicaraguanske fincaer. De fleste af rapporterne handler om fincaer, som i forvejen er registreret som “Reserva Silvestre Privada” – den ny kategori af private reservater, som blev indført i Nicaragua for få år siden, og som har været en stor succes.

Flere af de nævnte rapporter behandler fincaer i Nueva Segovia, samme departement som hvor Finca El*Doradito befinder sig, eller i nabo-departementet Jinotega, og det drejer sig om steder med karakteristika, som minder om Finca El*Doradito, altså kaffefincaer i bjergregnskovs-zonen.

Rapporterne er udarbejdet for CANTUR, det Nicaraguanske Kammer for Lille og Mellemstor Turistindustri. Hver rapport indeholder en gennemgang af fincaens geologiske og økologiske forhold, og kommer med anbefalinger om f.eks. anlæg af stier og potentiale for udvikling af turisme.

Hele hjemmesiden Bio-Nica er i det hele taget en fantastisk ressource, hvor tonsvis af download-bare materialer om Nicaragua, og især naturforhold i Nicaragua, er samlet lettilgængeligt.

TEKSTER & BILLEDER:
© Finca El*Doradito ApS. 2007-15
Layout J.P. Kjeldsen, ornit.dk
 
Finca El*Doradito ApS. · · · Højstrupvej 9, 7741 Frøstrup · · · Telf.: 4159 6539 · · · Email: (klik her)