logo

NYT vedrørende Finca El*Doradito ApS.

og Venskabsforeningen Amigos de El Doradito


-samt interessante nyheder som handler om kaffe, Nicaragua og dermed beslægtede emner. Seneste 10 nyheder ses her på siden, ældre nyheder kan findes ved hjælp af arkivet til højre.

Workshop i Murra

13/12/2008 kl. 22:14 af Mie Buus

Ved mødets start. En time senere var lokalet fyldt op. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.Den 4. december holdt vi workshop i Murra. Det blev både en præsentation af vores forening Amigos de El Doradito og på den anden side de lokale aktører, der repræsenterer foreninger, organisationer og institutioner. Alle de inviterede mødte op, og der var omkring 40 personer foruden os selv. De lokale foreninger var repræsenterede af bl.a. den lokale venskabsforening, som hedder Comité de Hermanamiento Murra-Dinamarca, bondeorganisationen UNAG, der har karakter af en faglig organisation for landmænd, og PROCOCER, der er en form for andelsforening og tager sig af de mere produktions- og forretningsmæssige aspekter. Der var også lokale repræsentanter for skole- og sundhedsvæsnet, og kommunen var repræsenteret ved den nyvalgte borgmester, en ung landmand fra det liberale parti PLC, og et par byrådsmedlemmer og en erfaren funktionær, der står for kommunens udviklingsstrategi, samt en ung mand der står for kommunens miljøarbejde. Den lokale politimester mødte frem, repræsentanter fra flere kirkelige retninger samt et par stykker, der repræsenterede den lokale ungdomsforening og en repræsentant for ligestillingskomiteen. Der var kort sagt et godt og bredt udvalg af de, der er og vil noget i Murra Kommune.

Der var rigtig god respons på vores præsentation og oplæg. Alle var positive og ville gerne samarbejde om nogle konkrete udviklingsprojekter. Alle holdt tale – det tog en del tid; men med Gloria Carrión som ordstyrer og opsamler, lykkedes det at holde mødet indenfor rammerne af den planlagte tid. Alle fortalte fra hver sin position om de problemer og løsninger, som de anså for relevante. På den måde fik vi et rimelig godt billede af nogle kommende samarbejdsparter og de forestillinger og forslag, de har til forbedringer i kommunen.

Læs hele beretningen om turen til Murra og workshoppen her (pdf-dokument med fotos, 2,17 MB).

Hvor bjergsiden skred ned over husene

13/12/2008 kl. 21:45 af Mie Buus

På en stejl skråning får vi får fremvist de huse, hvor flere familier blev evakueret, da bjergsiden pludselig blev levende, og jorden begyndte at skride ned over deres hjem. I alt blev der evakueret 27 familier, fortæller formanden for nødhjælpskomiteen.

Flere næsten nybyggede huse var ramt af jordskred. I forgrunden skilt som viser nærmeste evakueringsvej. Foto: Mie Buus.I aviserne havde vi godt læst om de ulykkelige familier, der så at sige vågnede ved at bjerget faldt ned over deres huse; men det er alligevel noget andet at stå på stedet, gå ind i den tomme stue eller i køkkenet, og med egne øjne se, hvordan komfuret og køkkenbordet ligger begravet under jord. Eller man står i et soveværelse, hvor der mangler en del af både tag og mur. Knuste tallerkner og ødelagt bohave stikker ud af mudderet enkelte steder, og vidner om den overrumpling og uforudsigelighed, hvormed katastrofen rammer.

Et hus har fået bagvæggen ind mod bjerget helt trykket ind. Foto: Mie Buus.En del af husene står stadig tomme, for folk hverken tør eller kan vende tilbage og bo i de ødelagte huse. Det står klart for os, hvor forfærdelig og traumatisk en oplevelse det har været, for dem der boede her. Vi taler med et par familier, der er vendt tilbage til deres hjem. De fortæller, at de stadig er bange og ofte tænker på, om der vil komme nye jordskred.

Går man rundt i Murra, ser man overalt stejle gader og stier, der fører op til huse, der er bygget på bjergskråningen på en smal afsats. I mange tilfælde hviler en del af huset på stolper ud over kanten. Man skal ikke lide af højdeskræk, hvis man vil bo her!

Læs hele beretningen om turen til Murra her (pdf-dokument med fotos, 2,17 MB).

Murra tur-retur

13/12/2008 kl. 21:10 af Mie Buus

Så er der nyt fra Murra – friske indtryk og informationer fra vores tur derud i uge 48-49.

Vejen var fremkommelig. Det er absolut ikke noget man bare kan tage for givet på landet i Nicaragua (se tidligere fotos), men nu er dette års regntid ovre – den voldsomme regn stilnede af for nogle uger siden, og jordvejenes mudder er tørret ind til en hård overflade, der dog nogle steder hurtigt køres til et fint støv, som står i en fane mange meter bagud efter vores lejede Toyota Hilux, da vi kører mod Murra. Dog, dybe hjulspor og huller, hvor busser og lastbiler har siddet fast, taler sit tydelige sprog om de problemer, der havde været med at passere vejen tidligere.

Murra ligger i bunden af en snæver dal. Foto: Mie Buus.Murra ligger i bunden af en snæver dal, og ved den stejle nedkørsel til byen passerer vi det jordskred, der i en periode betød, at færdsel til og fra Murra var umulig. De lastbiler, der kunne komme frem måtte læsse om, så byen kunne få de allermest nødvendige varer. Nu var vejen blevet gravet fri; men da vi kiggede op, så vi den ene fløj af sundhedscentret stikke ud over kanten på den bjergafsats, den er bygget på. Denne bjergside var blevet hårdt ramt af flere jordskred.

Man undrer sig uvilkårligt over, hvordan nogen kunne komme i tanke om at bygge her; men forklaringen er givetvis, at der er så få steder i Murra, hvor man finder et større areal, der er blot nogenlunde plant.

Læs hele beretningen om turen til Murra her (pdf-dokument med fotos, 2,17 MB).

Uddeling

05/11/2008 kl. 14:32 af Mie Buus

Leonel Tórrez, vores mand i Murra, har sendt disse billeder fra uddelingen af nødhjælp indsamlet af Amigos de El Doradito.Nødhjælpen fordeles i sække, med deltagelse af politiet. Foto: Leonel Tórrez. Uddeling af nødhjælp i Murra, lang kø. Foto: Leonel Tórrez. Det registreres, hvem der får del i hjælpen. Foto: Leonel Tórrez. Nødhjælpen består af bl.a. madrasser og fødevarer. Foto: Leonel Tórrez.

Vejen til Murra

28/10/2008 kl. 09:39 af Jørgen Peter Kjeldsen

Vejen til Murra i smadder, december 2007. Foto: Inge Marie Just. Indsigt i nicaraguansk busdrift
Vejen til Murra i smadder, december 2007. Foto: Inge Marie Just.Vejen til Murra i smadder, december 2007. Foto: Inge Marie Just.Disse billeder er ikke fra denne regntid, men er taget sidste år i december, hvor Andreas Eriksen og Inge Marie Just besøgte Murra.
Men billederne illustrerer meget godt, i hvilken tilstand vejen bliver, når det har regnet meget i bjergene i det nordlige Nicaragua.
I år har det så blot været meget værre…
Nu rejser webmaster til Nicaragua (på lørdag), og derfor vil der ikke komme flere opdateringer på siden her før midt i december – men til den tid forventer vi at have billeder af genopbygningen. Når vi når til Murra sidst i november vil den værste regntid forhåbentlig være overstået…
Vejen skulle gerne være farbar til kaffehøsten, så vi og de andre kaffebønder i området kan få kaffen ned til lavlandet til tørring.

Tak for hjælpen!

26/10/2008 kl. 15:52 af Mie Buus

De sidste nyheder fra Murra og den lokale nødhjælpskomite lyder, at de voldsomme regnskyl, der forårsagede jordskred i byen, nu er stoppet. Det regner stadig noget; men på en mere normal måde.
Byen er dog mere eller mindre afskåret fra omverdenen, da jordskred har ødelagt vejen. Transportministeriet har i øjeblikket gravemaskiner i Murra; men arbejdet er vanskeligt, da jorden er meget blød. Man kan kun håbe, at vejen bliver repareret, så kaffehøsten kan bringes ud af området til tørreanlæggene nær Ocotal.
Murras vejforbindelse til omverdenen.De katastroferamte familier i Murra, der har været evakueret forskellige steder, kan nu begynde at vende tilbage til deres ødelagte huse. Men der venter et større arbejde med at reparere og genopbygge husene, så de kan vende tilbage til et mere normalt liv.
Den indsamling, som venskabsforeningen Amigos de El Doradito organiserede, stopper nu. Den havde til formål at yde akut hjælp i en krisesituation – nu må de mere langsigtede foranstaltninger tage over.
Vi vil gerne sige mange tak for hjælpen til de mange, der har indsat et beløb på kontoen. Det blev i alt til 11.800 kr. De 7785 kr. er blevet overrakt og brugt i Murra. Ifølge nødhjælpskomiteen blev hjælpen brugt til at dække de evakueredes mest akutte behov, dvs. fødevarer, madrasser, tøj samt de ting der tidligere er omtalt.
Det resterende beløb på godt 4000 kr. får komiteen overrakt, når Amigos de El Doradito holder en workshop i Murra den første uge i december. De beløb, der eventuelt løber ind efter den 1. december, vil vi betragte som støtte til de projekter, som Amigos de El Doradito sætter i gang i Murra-området i 2009.

Amigos de Dinamarca. Andreas Eriksen har via en mobiltelefon været i kontakt med folk i nødhjælpskomiteen i Murra. De fortæller, at vores hjælp har vakt stor glæde og taknemmelighed, og man har dannet en lokal venskabsforening, Amigos de Dinamarca (Danmarks Venner). Foreningen er sammensat af forskellige organisationer og kirker i Murra. Man har allerede holdt møde, hvor det er blevet diskuteret, hvordan foreningen skal arbejde, og hvilke projekter den kan være med til at udvikle.
Det er naturligvis en reaktion, som vores forening er glad for. Det lover godt for et lokalt engagement i det fremtidige samarbejde og for den workshop, vi planlægger i øjeblikket.

Workshop i Murra og fremtidsplaner. I november tager Jørgen Peter Kjeldsen og undertegnede til Murra for at lave forskellige opgaver, og i løbet af den første uge i december afholder vi en workshop i Murra. Vi gør det i samarbejde med Andreas Eriksen, som har ordnet det praktiske med nødhjælpen til Murra og Gloria Carrión, den tidligere koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika. Hun er trådt ind i arbejdet omkring El Doradito, hvor hun er en nøgleperson både for anpartsselskabet og for venskabsforeningen med et stort og nyttigt netværk i Nicaragua.
Den omtalte workshop i Murra er på en måde foreningens entré i området. Her vil vi præsentere Amigos de El Doradito, fortælle hvem vi er, og hvad foreningen vil i Murra. Foreningens formål beskriver nogle konkrete områder og opgaver, som vi gerne vil arbejde med og yde støtte til i samarbejde med lokale kræfter (se formål og vedtægter).
Workshoppen skal gerne blive et møde med nogle af de lokale kræfter som f.eks. repræsentanter for kommunen, den lokale bondeorganisation og kirken, samt repræsentanter for uddannelse og sundhed, kvindeorganisationer osv. Det skal give os et billede af, hvilke ressourcer der er til stede i området, som vi kan bygge noget fremtidigt arbejde op med. Forhåbentlig kan workshoppen føre til nogle forpligtende samarbejdsaftaler.
Resultatet af workshoppen skal gerne være, at vi straks kan begynde på den første etape i arbejdet, som er en grundig forundersøgelse. Den skal afklare, hvilke behov der er, hvilke prioriteringer lokalbefolkningen har, og hvilke ressourcer der er til stede.
Forundersøgelsen giver os et redskab og nogle retningslinier til det fremtidige arbejde. Med forundersøgelsen i hånden kan vi forhåbentlig på sigt udarbejde større projektbeskrivelser og søge støtte til at gennemføre dem, hos forskellige fonde og hos Danida.

Nødhjælp overrakt til beredskabet i Murra

18/10/2008 kl. 00:14 af Mie Buus

Andreas Eriksen er tilbage i Managua efter turen nordpå, hvor han dog ikke kunne komme helt ud til Murra. I Ocotal, provinshovedstaden, mødtes han med to medlemmer af Comité de emergencia, det lokale nødberedskab, som var kommet igennem med lastbil fra Murra. De afleverede en officiel henvendelse til Andreas.
Det var udformet som en anmodning om hjælp fra Amigos de El Doradito. I brevet stod beskrevet, hvilken hjælp der var brug for. Den omfattede fødevarer, medicin mod diarré, børnetøj, plastik til at beskytte mod regnen og til nødtørftig reparation af huse og utætte tag, blikplader til at bygge skure med og til at reparere huse med. De ønskede også telte til genhusning af de evakuerede. Men det frarådede Andreas, da man har fundet midlertidige opholdsteder i byen. Telte er kostbare og svære at anvende til noget fornuftigt bagefter.
Men det skal understreges, at vi overlader det til det lokale beredskab at administrere hjælpen. Det er dem, der bor og lever med katastrofen, og de er valgt til at løse opgaven. Beredskabet består af en gruppe borgere fra forskellige organisationer, kirker, foreninger og institutioner i byen – folk som man har tillid til.
Andreas kunne overrække en sum på 27.420 Córdobas – hvilket svarer til 1400$ eller 7785 kr.
Beredskabet har forpligtet sig til at foretage de fornødne indkøb så lokalt som muligt og inden den 1. november. De har naturligvis kvitteret for hjælpen, og lovet at give en redegørelse for anvendelsen af hjælpen.
Andreas berettet, at man er taknemlige for hjælpen og sender mange hilsner til vennerne i Danmark. De vil forsøge at sende fotos fra Murra, og den lokale meddeler af nyheder vil sende nogle historier. Det lægger vi naturligvis på hjemmesiden når det kommer frem via Andreas.
Regnen er stillet af i Murra. Til gengæld regner det stærkt mange andre steder i Nicaragua lige nu, bl.a. i Managua; men også på Atlanterhavskysten.

Hjælpen er undervejs til Murra

14/10/2008 kl. 17:17 af Mie Buus

Allerede torsdag den 9. rundede indsamlingen de 1000 dollars, som vi havde sat som mål.
Det var meget flot, synes vi, og til alle der har støttet indsamlingen: en rigtig stor TAK!
“Vor mand i Nicaragua” Andreas Eriksen er i dette øjeblik ved at overdrage hjælpen til det lokale beredskab i Murra, hvor Comité de Emergencia vil tage sig af det praktiske ved at fordele hjælpen til de familier, der er hårdest ramt.
De sidste dage har Murra ikke figureret i avisoverskrifterne i Nicaragua. Det kan betyde, at regnen og de forfærdelige jordskred er stoppet; men det kan også betyde at aviserne blot har flyttet fokus til andre steder og begivenheder.
Når Andreas kommer tilbage og aflægger rapport om, hvordan det er gået, følger vi op med en fyldig beskrivelse – måske sidst på ugen.

Skygge i plantagen giver flere bestøvere, større udbytte

13/10/2008 kl. 12:58 af Jørgen Peter Kjeldsen

Kaffen blomstrer.

En fin klase.

En helt ny, endnu ikke publiceret videnskabelig undersøgelse fra Mexico viser, at selvom kaffeplanten er selvbestøvende, giver det et større udbytte, hvis der er mange bestøvende insekter i kaffeplantagen. Og mange bestøvende insekter får man i en skyggekaffe-plantage med et stor antal forskellige arter af skyggetræer.

Undersøgelsen bliver publiceret i næste nummer af tidsskriftet Agriculture, Ecosystems and Environment.

Det hævdes ofte, at skyggekaffe giver lavere udbytte end “konventionel” solkaffe, men i denne undersøgelse viste det modsatte sig at være tilfældet. Mere skygge og især større diversitet i artsudvalget af skyggetræer befordrede større diversitet iblandt bestøvende insekter, hvilket i sidste ende førte til større frugtsætning og større udbytte.

Selvom artiklen endnu ikke er publiceret, refereres den her på portalen Coffee & Conservation som “in press”. Jeg har også skaffet mig en kopi af artiklen, og hvis der blandt læserne skulle være nogen med større interesse i emnet, så sender jeg den gerne som .pdf-fil.

Murra uden vand, lys eller medicin

08/10/2008 kl. 09:55 af Mie Buus

-overskrift i avisen La Prensa igår den 7/10. Videre fortæller avisen: Murra, et af de samfund der er værst ramt af regnen, står i en forfærdelig situation, efter at de har oplevet 14 jordskred. 39 huse er styrtet sammen eller delvist ødelagte. Ifølge civilforsvaret har Murra været uden elektricitet i 3 dage og uden ordentligt drikkevand i 7 dage.

Vejen der fører til Murra er i en tilstand, der ikke lader almindelige køretøjer passere, og de små dagligvarebutikker er praktisk talt uden forsyninger.

De 221 evakuerede har stadig mad; men den medicin, der skal opbevares nedkølet, bliver ødelagt.

TEKSTER & BILLEDER:
© Finca El*Doradito ApS. 2007-15
Layout J.P. Kjeldsen, ornit.dk
 
Finca El*Doradito ApS. · · · Højstrupvej 9, 7741 Frøstrup · · · Telf.: 4159 6539 · · · Email: (klik her)