En helt ny, endnu ikke publiceret videnskabelig undersøgelse fra Mexico viser, at selvom kaffeplanten er selvbestøvende, giver det et større udbytte, hvis der er mange bestøvende insekter i kaffeplantagen. Og mange bestøvende insekter får man i en skyggekaffe-plantage med et stor antal forskellige arter af skyggetræer.
Undersøgelsen bliver publiceret i næste nummer af tidsskriftet Agriculture, Ecosystems and Environment.
Det hævdes ofte, at skyggekaffe giver lavere udbytte end “konventionel” solkaffe, men i denne undersøgelse viste det modsatte sig at være tilfældet. Mere skygge og især større diversitet i artsudvalget af skyggetræer befordrede større diversitet iblandt bestøvende insekter, hvilket i sidste ende førte til større frugtsætning og større udbytte.
Selvom artiklen endnu ikke er publiceret, refereres den her på portalen Coffee & Conservation som “in press”. Jeg har også skaffet mig en kopi af artiklen, og hvis der blandt læserne skulle være nogen med større interesse i emnet, så sender jeg den gerne som .pdf-fil.
