logo

Nyhedsblog


Murra tur-retur

13/12/2008 kl. 21:10 af Mie Buus

Så er der nyt fra Murra – friske indtryk og informationer fra vores tur derud i uge 48-49.

Vejen var fremkommelig. Det er absolut ikke noget man bare kan tage for givet på landet i Nicaragua (se tidligere fotos), men nu er dette års regntid ovre – den voldsomme regn stilnede af for nogle uger siden, og jordvejenes mudder er tørret ind til en hård overflade, der dog nogle steder hurtigt køres til et fint støv, som står i en fane mange meter bagud efter vores lejede Toyota Hilux, da vi kører mod Murra. Dog, dybe hjulspor og huller, hvor busser og lastbiler har siddet fast, taler sit tydelige sprog om de problemer, der havde været med at passere vejen tidligere.

Murra ligger i bunden af en snæver dal. Foto: Mie Buus.Murra ligger i bunden af en snæver dal, og ved den stejle nedkørsel til byen passerer vi det jordskred, der i en periode betød, at færdsel til og fra Murra var umulig. De lastbiler, der kunne komme frem måtte læsse om, så byen kunne få de allermest nødvendige varer. Nu var vejen blevet gravet fri; men da vi kiggede op, så vi den ene fløj af sundhedscentret stikke ud over kanten på den bjergafsats, den er bygget på. Denne bjergside var blevet hårdt ramt af flere jordskred.

Man undrer sig uvilkårligt over, hvordan nogen kunne komme i tanke om at bygge her; men forklaringen er givetvis, at der er så få steder i Murra, hvor man finder et større areal, der er blot nogenlunde plant.

Læs hele beretningen om turen til Murra her (pdf-dokument med fotos, 2,17 MB).

Uddeling

05/11/2008 kl. 14:32 af Mie Buus

Leonel Tórrez, vores mand i Murra, har sendt disse billeder fra uddelingen af nødhjælp indsamlet af Amigos de El Doradito.Nødhjælpen fordeles i sække, med deltagelse af politiet. Foto: Leonel Tórrez. Uddeling af nødhjælp i Murra, lang kø. Foto: Leonel Tórrez. Det registreres, hvem der får del i hjælpen. Foto: Leonel Tórrez. Nødhjælpen består af bl.a. madrasser og fødevarer. Foto: Leonel Tórrez.

Tak for hjælpen!

26/10/2008 kl. 15:52 af Mie Buus

De sidste nyheder fra Murra og den lokale nødhjælpskomite lyder, at de voldsomme regnskyl, der forårsagede jordskred i byen, nu er stoppet. Det regner stadig noget; men på en mere normal måde.
Byen er dog mere eller mindre afskåret fra omverdenen, da jordskred har ødelagt vejen. Transportministeriet har i øjeblikket gravemaskiner i Murra; men arbejdet er vanskeligt, da jorden er meget blød. Man kan kun håbe, at vejen bliver repareret, så kaffehøsten kan bringes ud af området til tørreanlæggene nær Ocotal.
Murras vejforbindelse til omverdenen.De katastroferamte familier i Murra, der har været evakueret forskellige steder, kan nu begynde at vende tilbage til deres ødelagte huse. Men der venter et større arbejde med at reparere og genopbygge husene, så de kan vende tilbage til et mere normalt liv.
Den indsamling, som venskabsforeningen Amigos de El Doradito organiserede, stopper nu. Den havde til formål at yde akut hjælp i en krisesituation – nu må de mere langsigtede foranstaltninger tage over.
Vi vil gerne sige mange tak for hjælpen til de mange, der har indsat et beløb på kontoen. Det blev i alt til 11.800 kr. De 7785 kr. er blevet overrakt og brugt i Murra. Ifølge nødhjælpskomiteen blev hjælpen brugt til at dække de evakueredes mest akutte behov, dvs. fødevarer, madrasser, tøj samt de ting der tidligere er omtalt.
Det resterende beløb på godt 4000 kr. får komiteen overrakt, når Amigos de El Doradito holder en workshop i Murra den første uge i december. De beløb, der eventuelt løber ind efter den 1. december, vil vi betragte som støtte til de projekter, som Amigos de El Doradito sætter i gang i Murra-området i 2009.

Amigos de Dinamarca. Andreas Eriksen har via en mobiltelefon været i kontakt med folk i nødhjælpskomiteen i Murra. De fortæller, at vores hjælp har vakt stor glæde og taknemmelighed, og man har dannet en lokal venskabsforening, Amigos de Dinamarca (Danmarks Venner). Foreningen er sammensat af forskellige organisationer og kirker i Murra. Man har allerede holdt møde, hvor det er blevet diskuteret, hvordan foreningen skal arbejde, og hvilke projekter den kan være med til at udvikle.
Det er naturligvis en reaktion, som vores forening er glad for. Det lover godt for et lokalt engagement i det fremtidige samarbejde og for den workshop, vi planlægger i øjeblikket.

Workshop i Murra og fremtidsplaner. I november tager Jørgen Peter Kjeldsen og undertegnede til Murra for at lave forskellige opgaver, og i løbet af den første uge i december afholder vi en workshop i Murra. Vi gør det i samarbejde med Andreas Eriksen, som har ordnet det praktiske med nødhjælpen til Murra og Gloria Carrión, den tidligere koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika. Hun er trådt ind i arbejdet omkring El Doradito, hvor hun er en nøgleperson både for anpartsselskabet og for venskabsforeningen med et stort og nyttigt netværk i Nicaragua.
Den omtalte workshop i Murra er på en måde foreningens entré i området. Her vil vi præsentere Amigos de El Doradito, fortælle hvem vi er, og hvad foreningen vil i Murra. Foreningens formål beskriver nogle konkrete områder og opgaver, som vi gerne vil arbejde med og yde støtte til i samarbejde med lokale kræfter (se formål og vedtægter).
Workshoppen skal gerne blive et møde med nogle af de lokale kræfter som f.eks. repræsentanter for kommunen, den lokale bondeorganisation og kirken, samt repræsentanter for uddannelse og sundhed, kvindeorganisationer osv. Det skal give os et billede af, hvilke ressourcer der er til stede i området, som vi kan bygge noget fremtidigt arbejde op med. Forhåbentlig kan workshoppen føre til nogle forpligtende samarbejdsaftaler.
Resultatet af workshoppen skal gerne være, at vi straks kan begynde på den første etape i arbejdet, som er en grundig forundersøgelse. Den skal afklare, hvilke behov der er, hvilke prioriteringer lokalbefolkningen har, og hvilke ressourcer der er til stede.
Forundersøgelsen giver os et redskab og nogle retningslinier til det fremtidige arbejde. Med forundersøgelsen i hånden kan vi forhåbentlig på sigt udarbejde større projektbeskrivelser og søge støtte til at gennemføre dem, hos forskellige fonde og hos Danida.

Nødhjælp overrakt til beredskabet i Murra

18/10/2008 kl. 00:14 af Mie Buus

Andreas Eriksen er tilbage i Managua efter turen nordpå, hvor han dog ikke kunne komme helt ud til Murra. I Ocotal, provinshovedstaden, mødtes han med to medlemmer af Comité de emergencia, det lokale nødberedskab, som var kommet igennem med lastbil fra Murra. De afleverede en officiel henvendelse til Andreas.
Det var udformet som en anmodning om hjælp fra Amigos de El Doradito. I brevet stod beskrevet, hvilken hjælp der var brug for. Den omfattede fødevarer, medicin mod diarré, børnetøj, plastik til at beskytte mod regnen og til nødtørftig reparation af huse og utætte tag, blikplader til at bygge skure med og til at reparere huse med. De ønskede også telte til genhusning af de evakuerede. Men det frarådede Andreas, da man har fundet midlertidige opholdsteder i byen. Telte er kostbare og svære at anvende til noget fornuftigt bagefter.
Men det skal understreges, at vi overlader det til det lokale beredskab at administrere hjælpen. Det er dem, der bor og lever med katastrofen, og de er valgt til at løse opgaven. Beredskabet består af en gruppe borgere fra forskellige organisationer, kirker, foreninger og institutioner i byen – folk som man har tillid til.
Andreas kunne overrække en sum på 27.420 Córdobas – hvilket svarer til 1400$ eller 7785 kr.
Beredskabet har forpligtet sig til at foretage de fornødne indkøb så lokalt som muligt og inden den 1. november. De har naturligvis kvitteret for hjælpen, og lovet at give en redegørelse for anvendelsen af hjælpen.
Andreas berettet, at man er taknemlige for hjælpen og sender mange hilsner til vennerne i Danmark. De vil forsøge at sende fotos fra Murra, og den lokale meddeler af nyheder vil sende nogle historier. Det lægger vi naturligvis på hjemmesiden når det kommer frem via Andreas.
Regnen er stillet af i Murra. Til gengæld regner det stærkt mange andre steder i Nicaragua lige nu, bl.a. i Managua; men også på Atlanterhavskysten.

Hjælpen er undervejs til Murra

14/10/2008 kl. 17:17 af Mie Buus

Allerede torsdag den 9. rundede indsamlingen de 1000 dollars, som vi havde sat som mål.
Det var meget flot, synes vi, og til alle der har støttet indsamlingen: en rigtig stor TAK!
“Vor mand i Nicaragua” Andreas Eriksen er i dette øjeblik ved at overdrage hjælpen til det lokale beredskab i Murra, hvor Comité de Emergencia vil tage sig af det praktiske ved at fordele hjælpen til de familier, der er hårdest ramt.
De sidste dage har Murra ikke figureret i avisoverskrifterne i Nicaragua. Det kan betyde, at regnen og de forfærdelige jordskred er stoppet; men det kan også betyde at aviserne blot har flyttet fokus til andre steder og begivenheder.
Når Andreas kommer tilbage og aflægger rapport om, hvordan det er gået, følger vi op med en fyldig beskrivelse – måske sidst på ugen.

Murra uden vand, lys eller medicin

08/10/2008 kl. 09:55 af Mie Buus

-overskrift i avisen La Prensa igår den 7/10. Videre fortæller avisen: Murra, et af de samfund der er værst ramt af regnen, står i en forfærdelig situation, efter at de har oplevet 14 jordskred. 39 huse er styrtet sammen eller delvist ødelagte. Ifølge civilforsvaret har Murra været uden elektricitet i 3 dage og uden ordentligt drikkevand i 7 dage.

Vejen der fører til Murra er i en tilstand, der ikke lader almindelige køretøjer passere, og de små dagligvarebutikker er praktisk talt uden forsyninger.

De 221 evakuerede har stadig mad; men den medicin, der skal opbevares nedkølet, bliver ødelagt.

El Nuevo Diario om situationen i Murra

08/10/2008 kl. 09:31 af Mie Buus

Huse i stor fare for at blive ramt af jordskred.Den 6/10 skriver dagbladet El Nuevo Diario i denne artikel, at problemerne i Murra fortsætter. En kvinde, Maria Elsa García, som er mor til 3 børn og blandt de evakuerede familier, beskriver til avisen hvordan hun oplevede katastrofen:
“Da vi så jordskråningerne skride ned mod husene, løb vi ud. Det er ikke let at forlade sit hjem og søge andre steder hen for at få husly. Selvom det var et gammelt hus, levede vi godt der“, fortæller hun klagende.
“Efter nogle timers voldsom regn begyndte der at strømme vand ned ad bjerget, som fik skråningerne ved husene til at skride. Det er første gang at noget sådant sker i de 10 år vi har boet her“.

De personer, som avisen har talt med, klager over at de kommunale myndigheder ikke informerer om, hvad de har tænkt sig at gøre for at hjælpe befolkningen.

Billedet er fra artiklen i El Nuevo Diario.

Opdatering: situationen i Murra

07/10/2008 kl. 08:45 af Mie Buus

De voldsomme regnskyl, der startede for nogen tid siden, forårsager stadig store problemer i Murra.
Jordskred har ramt sundhedscenteret.For et par dage siden gik det bl.a. ud over det nye sundhedscenter, der blev ramt af et jordskred, og alle der opholdt sig på stedet måtte i al hast flygte ud af bygningen (se billedet).
De er dog alle blevet evakueret på jordmodercentret.
De sidste nyheder fra Murra den 6/10 siger, at der er 108 voksne og 60 børn i alderen fra 0 til 8 år, som er berørt af situationen. Fra katastrofeberedskabet melder de, at der bl.a. er behov for ting som lommelygter, regnslag, børnetøj, telte, pulvermælk, stearinlys, tæpper og medicin til børn mod diarre.

Hovedgaden i El Rosario. Foto: Andreas Eriksen.I landsbyen El Rosario, som ligger endnu længere ude end Murra og nærmere vor egen kaffejord, er 4 huse skyllet væk af floden (billedet fra El Rosario er fra en tidligere lejlighed).

Indsamlingen. Venskabsforeningen Amigos de El Doradito har allerede fået mange positive tilbagemeldinger på den indsamling, der startede i weekenden. Gloria Carrión og Andreas Eriksen er i kontakt med det lokale nødberedskab og andre relevante kræfter i Murra for at organisere den tiltrængte hjælp, som vi forhåbentlig snart kan sende derud. Men vi opfordrer fortsat alle til at yde hjælp til de nødstedte familier ved at sætte et beløb – stort eller lille – ind på vores konto i Merkur Bank 8401 1094384 (de fire første cifre er bankens registreringsnummer). Støtteindbetalingen må gerne være mærket nødhjælp.

Baggrund. Den 29. september bragte avisen La Prensa artiklen “Murra lanza SOS por fuertes inundaciones“. For spansk-kyndige kan artiklen læses her. For de som ikke forstår spansk kan siden læses via Google Translate – som dog giver en til tider ikke helt letforståelig tolkning af teksten. Artiklen var et nødråb – et SOS til omverdenen om hjælp.
Endnu har jordskred og oversvømmelser ikke kostet menneskeliv; men i nogle bydele er mange huse blevet ødelagt af jordskred, og de familier der boede i husene er flygtet, fordi det er for farligt at opholde sig der.
Avisen har en historie om Oscar Castellano, en af indbyggerne i bydelen Félix Ventura, i Murra. Han fortæller at han pludselig måtte evakuere hele sin familie og hjælpe sine naboer, da jorden begynder at skride på de stejle skråninger omkring husene. Folk er simpelthen bange for at dø under bjerge af mudder.
Jordskred har ramt huse i Murra.Det forholder sig nemlig således, at Murra ligger i bunden af en snæver dal med stejle bjergskråninger omkring. Når jorden på skråningerne kommer i bevægelse, er der fare for at både huse og folk bliver begravet i mudder og nedstyrtede træer.
Byens vandforsyning mudrer til, og det beskidte vand står op omkring husene og skaber et sundhedsfarligt miljø.

Der er ikke mange billeder fra Murra – det er simpelthen svært for pressen af komme derud; men vi har her lagt et par stykker på, der illustrerer nogle af ødelæggelserne (lånt fra avisen El Nuevo Diario).

Nødhjælp til Murra!

04/10/2008 kl. 12:52 af Mie Buus

Regntid i Murra. Foto: Mie Buus.Familie fra Murra. Foto: Mie Buus.Fra vore venner Gloria Carrión og Andreas Eriksen i Nicaragua har vi fået triste informationer om, at Murra-området er blevet ramt af usædvanligt voldsomme regnskyl, der har forårsaget store ulykker. Mange huse er helt eller delvist styrtet sammen – 33 familier er blevet evakuerede i den lokale kirke, politihovedkvarteret eller familiecentret. I alt er 136 personer direkte berørt af ulykkerne.
Mie hilser på mor og barn. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.Fra tidligere besøg i Murra ved vi, at det er et område hvor regn kan forårsage store problemer – nogle gader oversvømmes og vejene bliver ufremkommelige en tid; men de aktuelle regnskyl er usædvanlige både i styrke og varighed.
Venskabsforeningen Amigos de El Doradito opfordrer derfor alle til at yde hjælp til de nødstedte familier ved at sætte et beløb – stort eller lille – ind på vores konto i Merkur Bank 8401 1094384 (de fire første cifre er bankens registreringsnummer). Støtteindbetalingen må gerne være mærket nødhjælp.
Gennem vore venner i Nicaragua vil vi sørge for, at hjælpen kommer frem hurtigt og direkte.
Dreng med slangebøsse, Murra. Foto: Mie Buus.Legende børn, Murra. Foto: Mie Buus.Her på hjemme­siden vil vi infor­mere løbende om begi­ven­he­derne, og hvor­dan situa­tio­nen udvikler sig i Murra.

(Billederne vi viser her er fra et tidligere besøg i området, januar 2007).

Levende billeder

30/05/2008 kl. 16:48 af Jørgen Peter Kjeldsen

Bestyrelsesmedlem i Finca El*Doradito Aps., Kjeld B. Nielsen, er også på anden måde engageret i Nicaragua og kaffe – nemlig i initiativet Kirkekaffe.
Tidligere på året var han i den anledning i Nicaragua, og det er der kommet et par film ud af, sendt på TV2/ØSTJYLLAND i programserien “Tro på”.
Udsendelserne varer hver knap en halv time. Den første udsendelse “Tak for kaffe” fortæller om baggrunden for Kirkekaffe-initiativet, og viser hvordan det udvidede fair trade-princip gavner bondefamilierne organiserede i et kooperativ i El Coyolar nær Matagalpa.
Udsendelse om kirkekaffens tilblivelse i Nicaragua, maj 2008.Den anden udsendelse “Der hvor kirkekaffen gror” fortæller bredere om produktionsforholdene og de sociale forhold i kafferegionerne i Nicaraguas højland (og nævner også lige miljø-vinklen).
Jeg kan kun anbefale filmene, hvis man gerne vil se lidt levende billeder af landskaber, mennesker og plukning og forarbejdning af kaffen.
Filmene kan ses ved at klikke på ovenstående links (kræver, at man har installeret det rigtige plugin i sin browser).

TEKSTER & BILLEDER:
© Finca El*Doradito ApS. 2007-15
Layout J.P. Kjeldsen, ornit.dk
 
Finca El*Doradito ApS. · · · Højstrupvej 9, 7741 Frøstrup · · · Telf.: 4159 6539 · · · Email: (klik her)