I vinters udkom en bog om Nicaragua, som jeg nu har haft lejlighed til at læse. Det sker ikke så tit, at der kommer en ny bog på dansk om Nicaragua, så det var med en hel del spænding, at den blev læst. Bogen kan anbefales som en god tankevækker – uanset om man er enig eller ej med forfatteren.
“Udviklingsbedraget” af Christian Kaarsberg, Forlaget Sacirema, ISBN 87-991627-0-9.
Da jeg hørte bogens titel første gang, troede jeg, at her var nok en kritik af endnu et fejlslået udviklingsprojekt, men det handler bogen ikke om. Forfatteren har selv arbejdet på et IBIS-projekt i den tørre zone langt ude på landet i León-provinsen (-langt fra El Doradito og i et helt andet miljø!), men det er yderst begrænset, hvad bogen fortæller om det konkrete indhold i dette projekt. Nej, bedraget består i den “kreative” ompostering af penge, Nicaragua fik som international hjælp efter orkanen Mitch i 1998. Daværende præsident Arnoldo Alemán og hans håndgangne mænd lænsede statens finanser for 500 millioner dollars til private konti, i stedet for at investere beløbet i bekæmpelse af fattigdommen. Alemán er senere dømt for dette bedrageri, men den institutionaliserede korruption lever videre i bedste velgående. (Alemán har dog også kun siddet i mild husarrest, idet han med lægeerklæringer har kunnet “dokumentere”, at hans helbred ville lide skade af at være indespærret i et fængsel. Manden er også stadig leder af det liberale parti, og holder jævnligt møder med sandinisternes Daniel Ortega)… Yderligere er det bogens påstand, at befolkningen i fattige lande som Nicaragua fastholdes i fattigdom, fordi internationale handelsaftaler gør det umuligt for bønderne at konkurrere på lige vilkår – et velkendt faktum. “Det er til at blive vanvittig af”, som en af bogens sympatiske interview-personer udtrykker det.
Christian Kaarsberg antyder, at der blandt Nicaraguas fattige har udviklet sig en kultur af “bistandsmodtagere”, som ikke for alvor er motiverede til at gøre en indsats for at tjene til dagen af vejen – der kommer jo altid fødevarehjælp, hvis (når) høsten slår fejl. Han refererer også til uddannede nicaraguanere, der mener, at sådan vil det altid være. “Nicaragua er og bliver en bananrepublik”.
Man kan være enig eller uenig i bogens analyse af sammenhænge og dybereliggende årsager, men det er en uomtvistelig kvalitet og en charme ved bogen, at al den teoretiske snak bliver sat i relief af farverige skildringer af de mennesker i Achuapa, Christian Kaarsberg boede imellem i et par år. Der refereres til mangen en indholdsrig samtale på plastikstolene foran doña Cándidas hus over en kop kaffe, hvor både den lokale landbysladder og verdenssituationen bliver vendt. Det giver et fint indblik i, hvordan mennesker i en fattig støvet landsby langt fra der, hvor beslutningerne tages, oplever verden, og et indblik i kulturen, hvor næsten alt i dagligdagen er bestemt af familiemæssige og politiske relationer. Denne del af bogen er “som at være der selv”, hvis man har et forhold til livet på gaden i nicaraguanske småbyer…
På Ibis’ hjemmeside er der en detaljeret anmeldelse af bogen, skrevet af Hans Peter Dejgaard, som selv var med til at starte udviklingsprojektet i Achuapa for 25 år siden. Men som nævnt giver bogen ikke megen indblik i konkret udviklingsarbejde på gulvet så at sige. Så hvis det er det man gerne vil læse om, er det nok ikke denne bog man skal have fat i….