De voldsomme regnskyl, der startede for nogen tid siden, forårsager stadig store problemer i Murra.
For et par dage siden gik det bl.a. ud over det nye sundhedscenter, der blev ramt af et jordskred, og alle der opholdt sig på stedet måtte i al hast flygte ud af bygningen (se billedet).
De er dog alle blevet evakueret på jordmodercentret.
De sidste nyheder fra Murra den 6/10 siger, at der er 108 voksne og 60 børn i alderen fra 0 til 8 år, som er berørt af situationen. Fra katastrofeberedskabet melder de, at der bl.a. er behov for ting som lommelygter, regnslag, børnetøj, telte, pulvermælk, stearinlys, tæpper og medicin til børn mod diarre.
I landsbyen El Rosario, som ligger endnu længere ude end Murra og nærmere vor egen kaffejord, er 4 huse skyllet væk af floden (billedet fra El Rosario er fra en tidligere lejlighed).
Indsamlingen. Venskabsforeningen Amigos de El Doradito har allerede fået mange positive tilbagemeldinger på den indsamling, der startede i weekenden. Gloria Carrión og Andreas Eriksen er i kontakt med det lokale nødberedskab og andre relevante kræfter i Murra for at organisere den tiltrængte hjælp, som vi forhåbentlig snart kan sende derud. Men vi opfordrer fortsat alle til at yde hjælp til de nødstedte familier ved at sætte et beløb – stort eller lille – ind på vores konto i Merkur Bank 8401 1094384 (de fire første cifre er bankens registreringsnummer). Støtteindbetalingen må gerne være mærket nødhjælp.
Baggrund. Den 29. september bragte avisen La Prensa artiklen “Murra lanza SOS por fuertes inundaciones“. For spansk-kyndige kan artiklen læses her. For de som ikke forstår spansk kan siden læses via Google Translate – som dog giver en til tider ikke helt letforståelig tolkning af teksten. Artiklen var et nødråb – et SOS til omverdenen om hjælp.
Endnu har jordskred og oversvømmelser ikke kostet menneskeliv; men i nogle bydele er mange huse blevet ødelagt af jordskred, og de familier der boede i husene er flygtet, fordi det er for farligt at opholde sig der.
Avisen har en historie om Oscar Castellano, en af indbyggerne i bydelen Félix Ventura, i Murra. Han fortæller at han pludselig måtte evakuere hele sin familie og hjælpe sine naboer, da jorden begynder at skride på de stejle skråninger omkring husene. Folk er simpelthen bange for at dø under bjerge af mudder.
Det forholder sig nemlig således, at Murra ligger i bunden af en snæver dal med stejle bjergskråninger omkring. Når jorden på skråningerne kommer i bevægelse, er der fare for at både huse og folk bliver begravet i mudder og nedstyrtede træer.
Byens vandforsyning mudrer til, og det beskidte vand står op omkring husene og skaber et sundhedsfarligt miljø.
Der er ikke mange billeder fra Murra – det er simpelthen svært for pressen af komme derud; men vi har her lagt et par stykker på, der illustrerer nogle af ødelæggelserne (lånt fra avisen El Nuevo Diario).