Den botaniske have Kew Gardens i England fejrer i år 250 års jubilæum, og i den anledning har man gjort en extra indsats med at sende ekspeditioner ud i verden for at finde og beskrive nye plantearter. (Kew er ikke bare en botanisk have, det er også en stor og meget anerkendt forskningsinstitution, førende indenfor mange grene af botanikken).
I en nyhedsartikel i dag på havens hjemmeside beskrives årets nye fund, som er ganske imponerende; over 250 nybeskrevne arter af alt mellem 42 meter høje regnskovstræer til mikroskopiske svampe. Mange af de nye fund er gjort i naturområder som er under stærkt pres, og er således allerede ved fundet at betegne som truede og rødlistede arter. På den anden side må man sige, at det faktum, at der kan gøres så mange spændende fund er et vidnesbyrd om, at jordkloden stadig rummer en fantastisk biodiversitet, som det er værd at gøre en indsats for at beskytte.
Af særlig interesse for os er, at botanikerne i 2009 har fundet ikke færre end syv nye arter af kaffe i slægten Coffea, de fleste i Madagascars nordlige bjergegne. Kaffe-fundene er beskrevet i denne artikel. Heriblandt er arten med de største kendte kaffebønner (se foto), Coffea ambongensis.

Verdens største kaffebønne, Coffea ambongensis, sammen med en normal kaffebønne (Image: RBG Kew).
En videnskabsmand fra Kew Gardens (Dr. Aaron Davis) udtaler, at “[...] beskyttelse af den genetiske diversitet i kaffeslægten har betydning for bæredygtigheden af vores daglige kop kaffe, især fordi kaffeplantager er meget udsatte for klimaændringer, skadedyr og sygdomme. Kaffebranchen bør hjælpe til med at fremtidssikre industrien ved at samarbejde med Kew og vore partnere om at skabe særlige reservater til beskyttelse af kaffeplanternes genetiske ressourcer.”
