Der er sket gennembrud i forhandlingerne om finca-erhvervelse i Nicaragua. Oven i købet kan vi formentlig i løbet af en overskuelig fremtid være ejere af indtil flere fincaer, som alle ligger inden for en lille radius på nogle få km.
1. “Miraflores”
Denne handel er helt sikker! Det drejer sig om en finca, hvor Mie og jeg i forvejen er medejere. Fincaen er på ca. 70 manzanas (49 hektar), som ligger i 1000-1200 meters højde. Halvdelen er gammel bjergregnskov, og andre dele af fincaen er tidligere græsningsområder og tidligere kaffeområder, som nu er ved at springe i skov. Der er to bække på fincaen, som altid har vand. Fincaen ligger op til vejen Murra-El Rosario. Fincaen vil være et egnet sted at bygge et hus, som vi kan bruge når vi besøger området. Desuden er det måske denne finca af dem vi har kigget på, som huser de største naturkvaliteter.
Pris og vilkår for handlen er aftalt. Da Mie og jeg bliver betalt i udvidelse af anpartskapitalen, betyder handlen ikke noget stort indhug i vores pengebeholdning.
2. “La Selva”
Vi har indgået aftale om køb af Don Elio Riveras finca i La Selva (se sektionen La Selva i foto-galleriet). Vi har overtaget pasningen af fincaen, som er den af de fincaer vi har set, som aktuelt har den bedste kaffe. Jorden består af 82 manzanas (1 manzana =0,7 hektar), heraf ca. 6-8 manzanas med kaffe. Der er stadig endnu en finca i spil i La Selva, naboen til don Elios.
3. “Vista al Bosque”
Den interessante del af denne finca, som vi tidligere har været meget “forelskede” i (se fotos i galleriet) er desværre solgt fra (et plateau, som havde været velegnet til hotel og vådmølle). De resterende ca. 80 manzanas er stadig til salg. Vi har givet tilbud på denne del og afventer ejerens reaktion.
