logo

Nyhedsblog



Nødhjælp overrakt til beredskabet i Murra

18/10/2008 kl. 00:14 af Mie Buus

Andreas Eriksen er tilbage i Managua efter turen nordpå, hvor han dog ikke kunne komme helt ud til Murra. I Ocotal, provinshovedstaden, mødtes han med to medlemmer af Comité de emergencia, det lokale nødberedskab, som var kommet igennem med lastbil fra Murra. De afleverede en officiel henvendelse til Andreas.
Det var udformet som en anmodning om hjælp fra Amigos de El Doradito. I brevet stod beskrevet, hvilken hjælp der var brug for. Den omfattede fødevarer, medicin mod diarré, børnetøj, plastik til at beskytte mod regnen og til nødtørftig reparation af huse og utætte tag, blikplader til at bygge skure med og til at reparere huse med. De ønskede også telte til genhusning af de evakuerede. Men det frarådede Andreas, da man har fundet midlertidige opholdsteder i byen. Telte er kostbare og svære at anvende til noget fornuftigt bagefter.
Men det skal understreges, at vi overlader det til det lokale beredskab at administrere hjælpen. Det er dem, der bor og lever med katastrofen, og de er valgt til at løse opgaven. Beredskabet består af en gruppe borgere fra forskellige organisationer, kirker, foreninger og institutioner i byen – folk som man har tillid til.
Andreas kunne overrække en sum på 27.420 Córdobas – hvilket svarer til 1400$ eller 7785 kr.
Beredskabet har forpligtet sig til at foretage de fornødne indkøb så lokalt som muligt og inden den 1. november. De har naturligvis kvitteret for hjælpen, og lovet at give en redegørelse for anvendelsen af hjælpen.
Andreas berettet, at man er taknemlige for hjælpen og sender mange hilsner til vennerne i Danmark. De vil forsøge at sende fotos fra Murra, og den lokale meddeler af nyheder vil sende nogle historier. Det lægger vi naturligvis på hjemmesiden når det kommer frem via Andreas.
Regnen er stillet af i Murra. Til gengæld regner det stærkt mange andre steder i Nicaragua lige nu, bl.a. i Managua; men også på Atlanterhavskysten.

TEKSTER & BILLEDER:
© Finca El*Doradito ApS. 2007-15
Layout J.P. Kjeldsen, ornit.dk
 
Finca El*Doradito ApS. · · · Højstrupvej 9, 7741 Frøstrup · · · Telf.: 4159 6539 · · · Email: (klik her)