Med udbygningen af Finca El Doradito med installationer til
at modtage turister vil stedet med ret beskedne yderligere
investeringer kunne udvikles til også at fungere som en form for
kursuscenter.
Ved at være et dansk ejet selskab vil kaffefincaen blive bedre
dokumenteret end normalt i Nicaragua inden for produktion og økonomi,
og vort mål er at opbygge et mønsterbrug. Vi vil dermed få en finca,
som det bliver attraktivt at besøge for organisationer af bønder,
særligt kaffeproducerende sådanne. Der vil således kunne arrangeres
særlige kurser (f.eks. af 4 dages varighed) for lokale bønder, hvor
vi formidler vore erfaringer med dyrkning af miljøvenlig kaffe. En
pakke med et sådant kursus kunne være en mulig komponent i diverse
bistandsprogrammer.
Tilbuddet af kursus kan diversificeres, og afhængigt af hvilke
kapacitets-personer, vi får kontakt med, vil vi eksempelvis kunne
tilbyde kursus indenfor kunsthåndværk eller andre kreative emner,
og forskellige former for miljøundervisning.