Social bæredygtighed

De lokale folk, der arbejder i kaffeplantagen får den overenskomstmæssige løn i Nicaragua, pension og betalt sygesikring og har ordentlige arbejdsforhold.

Der er arbejde i kaffeplantagen i flere perioder af året: Når plantagen skal holdes fri for ukrudt, når der skal plantes nye kaffebuske og når kaffen skal høstes. I et område, hvor mange fattige folk rejser væk for at finde arbejde, kan det have betydning, at der er arbejde til i gennemsnit tre mand i kaffeplantagen.

Finca El|Doradito har en søster-organisation, der laver sociale projekter i området, Amigos de El Doradito. Læs eventuelt mere om Amigos’ sociale arbejde på amigos.eldoradito.dk.

Præsentation af forvalteren og hans familie

Isidoro bor med sin hustru i landsbyen San Pablito, der ligger lige neden for Finca El Doradito. Deres børn er voksne og flere af dem er rejst til USA for at finde arbejde. Derfor har Isidoro børnebørnene boende i sit hus. Isidoro har boet i San Pablito hele sit liv, kun under borgerkrigen i midten af 1980’erne har han boet et andet sted.

Isidoro har sit daglige arbejde i kaffeplantagen og det er Isidoro, der har ansvaret for at arbejdet bliver gjort. Isidoro skal hyre daglejerne i de perioder, der er behov for det. Det er f.eks. når der skal høstes kaffe. Men der er løbende brug for manuelt arbejdskraft i plantagen.

Isidoro får teknisk bistand af en kaffetekniker, der kommer forbi på sin motorcykel flere gange om måneden. Her drøfter teknikeren og Isidoro de produktionstekniske problemer, han møder i arbejdet med kaffen.