Privatsektorprogrammet, som har kørt i nogle år, betegnes som en succes, som har bidraget til at skabe vækst og arbejdspladser, ifølge ambassadøren. Dette program vil fortsætte.

Omlægningen af støtten sker delvist som en reaktion på hvad mange opfatter som udemokratiske tilstande i landet. Visse kredse har tolket nedskæringerne som, at der er indledt en tilbagetrækningsproces, men “Danmark har klart givet udtryk for, at vi fortsat ønsker at bidrage til fattigdomsbekæmpelse og udvikling af demokratiet i Nicaragua. Havde vi taget en beslutning om at være på vej ud, ville vi ikke have lagt så stort et arbejde i omlægningen“, siger Søren Vøhtz i interviewet.

Omlægningen sker som en reaktion på den politiske situation, hvor det regerende sandinistparti i stigende grad har politiseret de statslige institutioner, og hvor der blandt NGOer er en stærk kritik af demokratiets vilkår, særligt efter kommunalvalget i 2007. Her blev to af oppositionens partier udelukket fra at deltage i valget, og regeringen fjernede muligheden for, at internationale valgobservatører kunne være til stede.

Mange andre af donor-landene, som traditionelt har støttet Nicaragua, har ligesom Danmark valgt at skære i støtten eller helt lukke ned eller indefryse den del, der har været budgetstøtte. Bl.a. har USA lukket for midlerne fra den såkaldte milleniumfond. Læs mere på U-landsnyt.dk.

Ja, hvorfor ikke? Til trods for at der i løbet af den samme årrække er konstateret en ganske imponerende vækst, og Verdensbanken derfor kan erklære sig tilfreds med effekterne af støtten til Nicaragua – væksten kan illustreres med, at bruttonationalproduktet var på 340 $ pr. indbygger i 1990, stigende til 1092 $ i 2006 – har det ifølge Sven Gårn ikke haft en større afsmittende effekt på Nicaraguas fattigste befolkning, bl.a. fordi at en god del af de mange bistandsmillioner er blevet brugt til at redde Nicaraguas finansielle overklasse ud af en selvskabt spekulationskrise. Verdensbankens program ville skabe en markedsøkonomi baseret på rige erhvervsfolk organiseret i aktieselskaber, fremfor på bønder og håndværkere organiseret i andelselskaber. “Det man havde at arbejde med, var en samling halvfeudale godsejere, der havde næret deres uvirkelige drømme om hævn og klassehad igennem ti års eksil i Miami, og en bande ikke-længere-særligt-idealistiske statsfunktionærer, der havde mishandlet økonomien under 10 års sandinistisk styre. For at få disse grupper til sammen at indtage deres rolle i et lovstyret, globaliseret, markedsreguleret verdensbanksdemokratur krævede det en milliardbestikkelse og en gennemkorrupt privatisering af statens vigtigste aktiver, og det gennemførte man. Og man måtte redde denne vordende klasse fra af at begå selvmord gennem en korrupt finans-krise, der ville have knust ethvert borgerskabs vigtigste institutioner, dets banker, inden klassen overhovedet havde nået at konsolidere sig. Pris: 2,4 milliarder.”

Ifølge regnestykket i Sven Gårns indlæg har der af teoretiske 60 dollars om måneden til hver nicaraguansk familie (hvis man forestillede sig, at udviklingshjælpen var blevet fordelt ligeligt) kun været 8 dollars at gøre godt med. Men dertil kommer 20 fra NGOerne. Så en af pointerne er, at NGOerne spiller en meget stor rolle i mange af landets fattige distrikter, så stor, “at de reelt har sat staten i skyggen…”
Sven Gårn nævner nogle eksempler på, at NGOernes arbejde har haft en vis gennemslagskraft, på trods af at de har arbejdet stik imod den officielle verdensbank-kurs. Et af eksemplerne (som måske interesserer læserne af denne blog mest) er de NGOer, der arbejder med Fair Trade, og som “har finansieret opbygningen af et konsortium af kooperativer (andelsseskaber), der samler 6-7.000 bønder og i 2005 eksporterede 15% af landets kaffe. 3.000 af dem producerer økologisk kaffe, og de står for 90% af Nicaraguas eksport af økologisk kaffe. Dele af kooperativbevægelsen har således udviklet væsentlig markedstilstedeværelse og rentabilitet – så væsentlig, at mange donorer i “verdenssamfundet” endda er blevet tvunget til at forlade 90ernes ideologiske skræk for ordet kooperativ, og nu gerne vil finansiere dem.”

Jeg vil opfordre til, at man læser argumenterne selv, hvis man interesserer sig for Nicaragua og for udviklingspolitik. En del af formuleringerne kan måske virke lettere bombastiske, og jeg tør ikke udtale mig om regneeksemplernes gyldighed. Men indlægget er under alle omstændigheder tankevækkende – hvilket i det hele taget gælder hele Svens blog, som netop er karakteriseret ved at indeholde lange gennemarbejdede reflekterende indlæg, fremfor de korte blogindlæg præget af stemninger og øjebliksbilleder, som er det typiske i størstedelen af “blogosfæren”…
Sven Gårn er en (meget velskrivende!) journalist, som bor i Managua og arbejder for bl.a. Mellemamerika-komiteen.

“Udviklingsbedraget” af Christian Kaarsberg, Forlaget Sacirema, ISBN 87-991627-0-9.

Da jeg hørte bogens titel første gang, troede jeg, at her var nok en kritik af endnu et fejlslået udviklingsprojekt, men det handler bogen ikke om. Forfatteren har selv arbejdet på et IBIS-projekt i den tørre zone langt ude på landet i León-provinsen (-langt fra El Doradito og i et helt andet miljø!), men det er yderst begrænset, hvad bogen fortæller om det konkrete indhold i dette projekt. Nej, bedraget består i den “kreative” ompostering af penge, Nicaragua fik som international hjælp efter orkanen Mitch i 1998. Daværende præsident Arnoldo Alemán og hans håndgangne mænd lænsede statens finanser for 500 millioner dollars til private konti, i stedet for at investere beløbet i bekæmpelse af fattigdommen. Alemán er senere dømt for dette bedrageri, men den institutionaliserede korruption lever videre i bedste velgående. (Alemán har dog også kun siddet i mild husarrest, idet han med lægeerklæringer har kunnet “dokumentere”, at hans helbred ville lide skade af at være indespærret i et fængsel. Manden er også stadig leder af det liberale parti, og holder jævnligt møder med sandinisternes Daniel Ortega)… Yderligere er det bogens påstand, at befolkningen i fattige lande som Nicaragua fastholdes i fattigdom, fordi internationale handelsaftaler gør det umuligt for bønderne at konkurrere på lige vilkår – et velkendt faktum. “Det er til at blive vanvittig af”, som en af bogens sympatiske interview-personer udtrykker det.

Christian Kaarsberg antyder, at der blandt Nicaraguas fattige har udviklet sig en kultur af “bistandsmodtagere”, som ikke for alvor er motiverede til at gøre en indsats for at tjene til dagen af vejen – der kommer jo altid fødevarehjælp, hvis (når) høsten slår fejl. Han refererer også til uddannede nicaraguanere, der mener, at sådan vil det altid være. “Nicaragua er og bliver en bananrepublik”.

Man kan være enig eller uenig i bogens analyse af sammenhænge og dybereliggende årsager, men det er en uomtvistelig kvalitet og en charme ved bogen, at al den teoretiske snak bliver sat i relief af farverige skildringer af de mennesker i Achuapa, Christian Kaarsberg boede imellem i et par år. Der refereres til mangen en indholdsrig samtale på plastikstolene foran doña Cándidas hus over en kop kaffe, hvor både den lokale landbysladder og verdenssituationen bliver vendt. Det giver et fint indblik i, hvordan mennesker i en fattig støvet landsby langt fra der, hvor beslutningerne tages, oplever verden, og et indblik i kulturen, hvor næsten alt i dagligdagen er bestemt af familiemæssige og politiske relationer. Denne del af bogen er “som at være der selv”, hvis man har et forhold til livet på gaden i nicaraguanske småbyer…

På Ibis’ hjemmeside er der en detaljeret anmeldelse af bogen, skrevet af Hans Peter Dejgaard, som selv var med til at starte udviklingsprojektet i Achuapa for 25 år siden. Men som nævnt giver bogen ikke megen indblik i konkret udviklingsarbejde på gulvet så at sige. Så hvis det er det man gerne vil læse om, er det nok ikke denne bog man skal have fat i….